Ringkøbing IF og Thisted FC leder efter første sejr

To kampe i denne sæsons udgave af 2. Division er overstået, og den tredje står for døren i morgen, når Thisted FC kommer et smut forbi Ringkøbing IF og Green Arena.

Det har været en hård start på sæsonen for Ringkøbing IF, der startede med to svære kampe imod Jammerbugt FC og Brabrand IF, hvor det henholdsvis blev til 0-0 og senest et 0-2 nederlag, og opgøret imod Thisted FC hører så absolut til i samme svære kategori.

Holdet er nemlig nedrykker NordicBet Ligaen, hvor det blev til to sæsoner, men de har på ingen måder fået den ønskede start på det nye liv i 2. Division.

Her er det blevet til to nederlag, hvor det første var et 1-4 nederlag på hjemmebane imod oprykkerne fra VSK Aarhus. I sidste uge blev det så til et smalt 2-3 nederlag i AB, hvor Thisted FC var bagud 0-2 men kom tilbage og fik udlignet kun for at se AB score sejrsmålet ti minutter før tid.

Det har uden tvivl været en kold spand vand i hovedet på Thisted FC-spillerne, ligesom det i øvrigt var det for Ringkøbing IF-spillerne, da man selv blev nedlagt af Brabrand IF på et flot frispark 10 minutter før tid.

Derudover er det også to hold, der har en del nye spillere, der skal spilles ind på holdet. I Ringkøbing IF har man godt kunne se, at spillerne lige skal finde hinandens løbemønstre, men dette bliver heldigvis også bedre dag for dag.

Om tilfældet er det samme i Thisted FC skal være usagt, men der er i hvert fald muligheder for det. I løbet af sommerpausen har thyboerne nemlig sagt farvel til hele otte spillere, mens fire nye er kommet ind – blandt andet to fra Divisionskollegaerne Vejgaard Boldspilklub.

På grund af den pointmæssige lave høst for begge hold, så hersker der selvfølgelig ingen tvivl om, at Ringkøbing IF gerne vil sikre sin første sejr, mens gæsterne helt sikkert også gerne vil have sit første point som minimum.

Og Ringkøbing IF og Thisted FC har også tidligere spillet mange spændende kamp imod hinanden, men de ligger dog nogle år tilbage, og der var det Ringkøbing IF, der havde den indbyrdes overhånd til sidst.

I de sidste tre opgør – to af disse var på Green Arena – er Ringkøbing IF nemlig løbet med sejren. Den seneste var tilbage i 2015, hvor Ringkøbing IF vandt 2-0 i Thisted på mål af Kasper Østervemb og Anders Vestergaard Larsen.

Det seneste opgør på Green Arena imod Thisted FC var i 2014, og her endte det med en fremragende 4-3 sejr på et mål dybt inde i overtiden af Mads Steffens, og selvom det er lang tid siden, så tager vi da gerne en gentagelse af det resultat.

Opgøret imod Thisted FC fløjtes i gang klokken 19:00 på Green Arena og kan følges på Facebook eller ses live via Ekstra Bladet+.

Kamppartner er Lange Isenkram.