Ringkøbing IF og Rindum SU indgår historisk samarbejde

Vi er glade for at kunne annoncere, at Ringkøbing IF og Rindum SU har indgået et historisk samarbejde på ungdomssiden, hvor byens to klubber vil skabe de bedste rammer for ungdomsfodbolden i Ringkøbing.

Baggrunden for samarbejdet kommer grundet lave fødselstal og tiltagende konkurrence fra andre idrætsgrene, som på nogen årgange gør det besværligt at skabe de ideelle rammer for fodbolden.

Målet for begge klubber er ganske klar. Man vil sikre at flest mulige spiller fodbold i Ringkøbing, hvor man vil skabe en mulighed for at udvikle sig fodboldmæssigt på et højt niveau, uden at det er nødvendigt søge andre steder hen.

”Samarbejdsaftalen er ikke udtømmende for det samarbejde, vi håber at kunne skabe. Men aftalen skal være en rygsøjle og et fundament i vort samarbejde omkring ting som fællestræning, holdfællesskab, klubdrift og vedligeholdelse af fodboldkompetencer gennem uddannelse”, fortæller Thomas Bjørnsgaard fra Ringkøbing IF’s fodboldudvalg.

Fra og med U8 har de to klubber aftalt følgende forventninger til fællestræning:

• U8: 2 gange i foråret og 2 gange i efteråret
• U9: 3 gange i foråret og 2 gange i efteråret
• U10: 1 gang hver måned i det tidsrum der trænes udendørs
• U11: Hver 14 dag i det tidsrum der trænes udendørs

Derudover aftaler de to bestyrelser, hvorvidt der skal ske en sammenlægning i god tid, inden der skal spilles 11-mandsfodbold. En evt. sammenlægning vil kunne foregå mere naturligt for alle parter grundet den løbende fællestræning

Samtidig kan der opstå årgange – særligt på pigesiden – hvor der ret hurtigt kan opstå behov for at slå sig sammen. Her vil begge klubber arbejde konstruktivt og positivt, for at det sker, da det er langt bedre, at vi har ét tilbud til f.eks. U8-piger i en af klubberne end ingen tilbudt i byen. Man vil naturligvis helst skabe to hold i byen fremfor et, og det er således ikke et mål at slå hold sammen, men det gøres i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.

For at dette samarbejde imellem Ringkøbing IF og Rindum SU kan fungere bedst muligt, vil der også blive afholdt minimum to faste, årlige møder imellem de to bestyrelser.

Vi glæder os meget over samarbejdet med Rindum SU, og vi håber, I alle vil tage godt imod det!