Ringkøbing IF og Jesper Lange afbryder samarbejdet

Ringkøbing IF og Jesper Lange har afbrudt samarbejdet, hvorfor det kun blev til et halvt års samarbejde imellem de to parter. 

"Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, for vi synes, det var et godt match, vi fik lavet i sommers. Men vi er ikke en klub, der har fuldtidskontrakter, og under de præmisser har det vist sig at være svært for Lange at få tingene til at gå op med fodbold, deltidsarbejde og familieliv. Det har vi respekt for, og derfor er bruddet også ganske udramatisk. Forudsætningerne for begge parter var ganske enkelt ikke til stede til at kunne fortsætte,” fortæller sportschef i Ringkøbing IF, Jens Nielsen.

Jesper Lange har selv været glad for tiden i Ringkøbing IF, selvom den blev kortere end først antaget. 

”Jeg har været rigtig glad for tiden i Ringkøbing. De gav mig chancen, selvom jeg havde været korsbåndskadet, og det vil jeg være dem evigt taknemmelig for. Tusind tak til spillertruppen og trænerteamet for at have taget så godt imod mig. Der er masser af talent i truppen og ungdomsafdelingen, hvilket lover godt for fremtiden. Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for den store hjælp, og det kæmpe arbejde de yder hver dag for RIF. Jeg ønsker klubben alt det bedste i fremtiden,” siger angriberen. 

Jesper Lange nåede 13 kampe i den blåhvide trøje, hvor det blev til fem scoringer. 

Vi takker Jesper Lange for tiden i klubben og ønsker ham alt det bedste fremadrettet.