Ringkøbing IF og AB mødes for første gang nogensinde

Alle kampe i 2. Division er ganske sjove, men det får lige et ekstra nøk op, når man render ind i en modstander, man aldrig tidligere har mødt.

Det er det, Ringkøbing IF og AB står overfor, når de to hold mødes på Green Arena denne søndag, da de to hold aldrig tidligere har krydset klinger.

Det skyldes primært, at de to klubber er lokaliseret i hver sin landsdel af Danmark, men også det faktum, at de to hold aldrig rigtig har været i samme række.

AB besidder nemlig en flot historik, hvor holdet har vundet det danske mesterskab hele ni gange, hvilket kun er overgået af KB, FC København og Brøndby IF, men det seneste mesterskab ligger dog også helt tilbage i 1967.

Siden da har holdet primært befundet sig i en af landets to øverste rækker, men siden 2015 har traditionsklubben fra Gladsaxe måtte sande, at det meste af tiden er foregået i 2. Division, hvor man nu for første gang drager mod Ringkøbing.

Ligesom Ringkøbing IF har AB ikke fået den ønskede start på Oprykningsspillet, hvor det blev til et nederlag hjemme mod Aarhus Fremad og senest en nulløsning i Jammerbugt.

Det efterlader holdet på en sjetteplads i Oprykningsspillet med ti point op til Kolding IF, så det ligner ikke en tilbagevenden til 1. Division for AB i denne sæson.

1. Division er heller ikke et tema for Ringkøbing IF, der i øjeblikket ligger sidst i Oprykningsspillet á point med både HIK og Vanløse IF.

Det betyder dog ikke, at Ringkøbing IF ikke har noget at spille for. Der er fortsat masser af TV-penge på spil, ligesom holdet håber på at sikre klubbens bedste placering nogensinde i divisionerne.

For at det skal ske, så skal der dog point på kontoen, og der kan man passende starte på søndag mod AB.

Heldigvis kan Ringkøbing IF også melde om en mere eller mindre skadesfri trup, og Dennis Juelsgård gør samtidig comeback, eftersom han har overstået sin ene spilledags karantæne efter for mange gule kort.

Hverken Ringkøbing IF eller AB er ramt af karantæner til søndagens opgør, der fløjtes i gang klokken 14:00 på Green Arena.

Er man forhindret i at tage turen ud på stadion, så kan kampen følges på Facebook eller ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=41864.