Ringkøbing IF mistede sejren i overtiden

Det var en lettere kaotisk indledning, da Ringkøbing IF i dag besøgte Kjellerup IF på Bjergets Idrætsanlæg.

Kampen blev nemlig ikke spillet på stadionet, da dommertrioen ikke var tilfredse med kridtstregerne, og så måtte opgøret blive rykket til en kunstgræsbane. 

Den ændring håndterede værterne bedst på banen i 1. halvleg, hvor Ringkøbing IF i store passager haltede efter Kjellerup IF, der i perioder fik lagt et godt tryk på Ringkøbing IF.

Det gav også to pæne muligheder, men første gang fik Mads Petersen fat i bolden, da en angriber forsøgte at runde ham, og anden gang sendte værterne en halv friløber et par meter over mål. 

I den anden ende havde Ringkøbing IF mere eller mindre kun en afslutning fra Lennard Lauridsen, som dog ikke voldte målmanden de store problemer. 

I 2. halvleg lavede Ringkøbing IF et formationsskifte til 3-5-2, og holdet kom langt bedre med i opgøret. Efter 47 minutter følte Ringkøbing IF sig også snydt for et straffespark, da en Kjellerup IF-forsvarsspiler havde hånd på bolden i feltet, men dommeren dømte i stedet frispark til værterne, hvilket Ringkøbing IF-spillerne var meget utilfredse med. 

Herefter var der et par småchancer i begge ender, men vi skulle hen til det 74. minut, før der for alvor kom gang i løjerne. 

Her spillede Kenneth Lund nemlig indskiftede Mikkel Jakobsen fri inde i feltet. Han sparkede bolden under målmanden, men forsøget blev reddet på målstregen. Det endte dog med et straffespark til Ringkøbing IF-angriberen, da dommeren mente, at målmanden havde begået en forseelse i skudøjeblikket. 

Det tog Mikkel Jakobsen sig selv af, og han eksekverede straffesparket ganske sikkert til 1-0. 

Ringkøbing IF havde mulighederne for at lukke kampen i slutfasen, hvor Kenneth Lund var tæt på at ramme et indlæg ved bagstolpen, og senere da en tværbold fra Matias Thorup blev stoppet i sidste øjeblik af værternes målmand. 

Men kampen blev ikke lukket og i overtiden var det i stedet Kjellerup IF’s tur til at få et straffespark af kampens dommer, som mente, at Nikolaj Pape Sørensen havde begået en forseelse i feltet. 

Straffesparket tog Henrik Jensen sig af, og selvom sparket manglede en del kvalitet, så røg det ind under Mads Petersen, der ellers ikke var mange millimeter fra at kunne tage sit andet straffespark for Ringkøbing IF. 

Med det uafgjorte resultat er Ringkøbing IF placeret på 8. pladsen med samme antal point som Aarhus Fremad på 6. pladsen, og netop Aarhus Fremad er næste modstander, når de gæster Green Arena søndag den 9. september.