Ringkøbing IF led sent nederlag i regnfuld affære

I går var Ringkøbing IF på besøg i Brabrand, hvor holdet skulle spille sin første udebanekamp i denne sæson.

Det var dog ikke langt fra, at kampen blev udsat. Lyn, torden og store mængder af regn gjorde, at kampen blev udsat to gange á 15 minutter, men til sidst blev opgøret dog spillet.

Og Ringkøbing IF startede opgøret rigtig fint, da kampen endelig blev sat i gang. De første 15 minutter pressede man værterne højt på banen og kombinerede sig fint frem til et par afslutninger, men de blev dog aldrig helt farlige.

Efter det kom Brabrand bedre med og efter 16 minutter kom Brabrand alene med Mads Petersen, der dog nuppede forsøget med en fin redning, og det skulle vise sig, at Ringkøbing IF’s målmand skulle have mange af dem i opgøret.

For mens Ringkøbing IF havde problemer med at få skabt store chancer i den ene ende, så havde Brabrand flere gode forsøg, som Mads Petersen eller forsvaret tog sig af, og derfor var det egentlig også ganske fint, at Ringkøbing IF kunne gå til pausen med 0-0.

I 2. halvleg var planen, at Ringkøbing IF skulle længere frem på banen, men det lykkedes på ingen måder, og halvlegen var i store perioder et mindre bombardement ned mod Mads Petersen.

Allerede inden for de første to minutter af halvlegen havde værterne haft to store chancer, hvor de store mængder af vand på banen blandt andet gav en mulighed på kanten af feltet, men skarpheden manglede.

Efter 56 minutter kom Ringkøbing IF’s to bedste forsøg i kampen så. Det første stod Ragnar Leósson for, da han med et langskud tvang værternes målmand ud i en redning, og da det efterfølgende hjørnespark endte på kanten af feltet hos Martin Egelund, så sendte angriberen afslutningen snært forbi stolpen.

Efter det stod der dog Brabrand på det meste, og holdet kom frem til rigtig mange store chancer, men Mads Petersen stod som sagt en brandkamp og reddede det ene forsøg efter det andet.

Efter 80 minutter kunne målmanden dog ikke gøre mere. Et frispark et par meter uden for feltet blev nemlig sparket over Ringkøbing IF’s mur, og selvom Mads Petersen var ude i fuld længde, så kunne han ikke nå bolden, der strøg ind i målhjørnet.

Dermed var Ringkøbing IF presset til at komme længere frem på banen, og det gav naturligvis store kontramuligheder til Brabrand. De fleste af dem tog Mads Petersen sig stadig af, men lige inden dommerens tillægstid opstod en fem mod to situation, hvor værterne spillede sig godt igennem og lukkede opgøret med en scoring til 2-0.

Det var selvsagt ikke det resultat, Ringkøbing IF havde håbet på, men der er en ny mulighed for point på søndag, når Thisted FC gæster Green Arena.