Ringkøbing IF led nyt nederlag på udebane

Det endte med et nyt nederlag for Ringkøbing IF på udebane, da man i dag tabte 0-4 i Vanløse.

Dagens første mål kom allerede efter 11 minutter, hvor et sløjt boldtab af Ringkøbing IF på modstanderens banehalvdel blev straffet prompte i en kontra. Her endte bolden for fødderne af Asger Højmark i højre side af RIF’s felt, og selvom Mads Petersen fik hånden på afslutningen, så sneg bolden sig ind over stregen ved den nærmeste stolpe.

Halvvejs igennem første halvleg var det tæt på at blive 2-0 til Vanløse IF, da en sløj aflevering fra Mads Petersen til Jesper Dalsgaard manglede kraft, og så endte den til sidst for fødderne af en Vanløse IF-angriber, men heldigvis fik Mads Petersen selv reddet forsøget.

Og minuttet efter var Ringkøbing IF så tæt på en reducering, da Lennard Lauridsen og Mikkel Jakobsen kombinerede sig godt igennem værternes forsvar, men desværre manglede afslutningen fra Mikkel Jakobsen fart til at kunne overliste målmanden.

I løbet af halvegen fik Lennard Lauridsen også sendt et hovedstød over mål, men det største tilbud fik værterne efter 39 minutter, hvor Mads Petersen reddede en fin afslutning fra kanten af feltet. Den efterfølgende retur endte for fødderne af en Vanløse IF-angriber, som sparkede mod fjerneste stolpe, men her fik Kasper Møller Thomsen heldigvis sparket bolden væk fra stregen.

I 2. halvleg gik det dog helt galt for Ringkøbing IF. På tre minutter fik værterne scoret to gange takket være Mark Christoffersen og Jack Castelijns, der scorede i henholdsvis det 58. og 60. minut.

Efter scoringen kom Ringkøbing IF lidt bedre med i opgøret offensivt, men lige lidt hjalp det ikke. Den sidste aflevering og skarpheden manglede, og i den anden ende kunne Vanløse IF så drysse lidt salt i såret efter 83 minutter, da Mohammed Al-naser lukkede opgøret med 0-4.

Det resultat efterlader Ringkøbing IF på 12. pladsen i Oprykningsspillet, hvor man på lørdag spiller sæsonens sidste kamp, når B 93 gæster Green Arena.