Ringkøbing IF led nederlag på Green Arena imod Dalum iF

Tidligere i dag tabte Ringkøbing IF med 1-3 hjemme på Green Arena, da man tog imod Dalum IF. Jacob Jay Andersen stod for Ringkøbing IF’s enlige scoring.

Ringkøbing IF vil især være skuffet over starten på opgøret, hvor man slet ikke kom ud fra omklædningsrummet, og det blev straffet prompte af gæsterne, der allerede var foran 2-0 efter de første 15 minutter.

Først endte et hurtigt taget indkast fra Dalum IF med at give en scoring efter fire minutters spil, da de fik kombineret sig bagved Ringkøbing IF-forsvaret, og efter et fladt indlæg tilbage i feltet kunne Frederik Humlegaard relativt nemt prikke bolden over stregen.

Herefter kom gæsterne ind i en periode, hvor de tilkæmpede sig spandevis af hjørnespark, og en af dem skulle også vise sig at resultere en scoring, da en bold endte for fødderne af Alexander Molberg, der fra kanten af det lille felt sparkede gæsternes andet mål i nettet.

Efter den scoring begyndte Ringkøbing IF så småt at vågne op, og fem minutter senere fik man også selv scoret efter et hjørnespark. Ved bagerste stolpe kom Kasper Møller Thomsen øverst og fik headet bolden ind foran mål igen. Her stod Nikolaj Pape Sørensen klar til at sparke bolden mod mål, og efter en afretning af Jacob Jay Andersen endte bolden med at stryge forbi målmanden.

Efter lidt over en halv time ramte et indlæg af Ringkøbing IF overliggeren, men vi skulle hen til få minutter før halvlegsfløjtet, hvor man fik en gylden mulighed for at bringe balance i regnskabet.

Mikkel Kjeldstrup fandt Mikkel Jakobsen med en flot aflevering på kanten af feltet, og efter en lige så flot førsteberøring af sidstnævnte blev han nedlagt i feltet, hvilket resulterede i et straffespark. Det skulle Jacob Jay Andersen tage sig af, men desværre sendte angriberen forsøget ud på ydersiden af den venstre opstander.

I 2. halvleg var Ringkøbing IF’s bedste mulighed et langskudsforsøg fra Jesper Dalsgaard, der var tæt på at overrumple gæsternes målmand efter 55 minutter.

Efter det forsøg var det dog gæsterne, der kom frem til de største chancer, og to gange inden for kort tid testede de overliggeren, ligesom Nikolaj Pape Sørensen blev tvunget ud i en vigtig redning med en glidende tackling, da gæsterne ellers havde en glimrende mulighed fra en lidt spids vinkel.

Som tiden gik satsede Ringkøbing IF mere og mere, og det gav et par fine kontrachancer til Dalum IF, hvor den største kom med 15 minutter igen, men Mads Petersen reddede holdt Ringkøbing IF inde i kampen med en flot fodparade.

Ligesom kampen gik ind i dommerens tillægstid sendte Jacob Sandal et indlæg ind på bagerste stolpe mod debutanten Mikkel Brogaard Petersen, der var tæt på at få hovedet på forsøget, men bolden strøg videre mod mål, hvor målmanden dog fik fat i den i fuld længde.

Tre minutter inde i overtiden blev opgøret lukket, da Dalum IF’s Mads Raben fik udplaceret Mads Petersen i Ringkøbing IF-målet, hvorfor det endte med et 1-3 nederlag hjemme på Green Arena.