Ringkøbing IF led nederlag hjemme på Green Arena

Ringkøbing IF kunne ikke bygge videre på den flotte sejr AB fra sidste uge, da man tidligere i dag tabte 1-3 hjemme på Green Arena imod Næsby Boldklub.

Opgøret startede stille og roligt med lidt chancer i begge ender, men vi skulle hen til det 20. minut, før vi fik kampens første scoring, og det var gæsterne, der stod for den.

Et hjørnespark blev sendt ind foran Ringkøbing IF’s felt, hvor Mads Petersen fik bokset bolden væk. Den blev dog ikke bokset langt nok væk, da den i feltet dumpede ned for fødderne af Pelle Weber, der kanonerede bolden op i nettaget.

Ringkøbing IF svarede dog rigtig fint igen, og få minutter senere var Klaus Moesgaard tæt på at score på et fremragende saksespark, men forsvaret fik reddet bolden lige før stregen, ligesom Jacob Jay Andersen forgæves appellerede for straffespark.

Det straffespark fik Ringkøbing IF dog da stadionuret rundede de 34 minutter, og Mikkel Jakobsen blev nedlagt af gæsternes målmand. Det tog Jacob Jay Andersen sig af, og det gjorde han sikkert, hvorfor angriberen kunne score sit første mål i den blåhvide trøje efter sin tilbagevenden til klubben

Inden pausen var der igen et par fine chancer i begge ender, men ligesom sidst var det gæsterne, der bragte sig foran efter et hjørnespark. Det blev taget kort og sendt ud på kanten af Ringkøbing IF’s felt, hvor bolden dog røg forbi den tilsigtede spiller, og i stedet drønede den videre bagud til en anden Næsby-spiller, der hamrede mod mål. Afslutningen så ud til at ryge forbi stolpen, men efter en lille afretning strøg bolden ind bagved Mads Petersen i Ringkøbing IF’s mål.

Derfor skulle Ringkøbing IF ud at jagte i 2. halvleg, og inden for de første par minutter havde Casper Petersen og Kasper Møller Thomsen også sendt afslutninger afsted mod mål, men helt farligt blev det aldrig.

I stedet var det primært Næsby, der kom frem til afslutninger, og efter 70 minutter fik de også udbygget føringen, da Mikkel Ørbech blev spillet helt fri i feltet, og han kunne relativt ubesværet sende bolden i mål.

Ti minutter før tid fik indskiftede Elliott Baliti en stor mulighed for at reducere, da en retur efter et frispark dumpede ned for fødderne af ham, men angriberens afslutning sad lige på målmanden, og derfor endte det med et 1-3 nederlag for Ringkøbing IF, der også måtte se Mikkel Kjeldstrup blive udvist i dommerens tillægstid.

Næste opgør for Ringkøbing IF er på lørdag, hvor turen går til Middelfart.