Ringkøbing IF jagter tre på stribe i Kjellerup

August bliver skiftet ud med september, og Ringkøbing IF kan se tilbage på en måned, der startede meget hårdt med fire nederlag i træk, men sluttede flot af med to et-måls-sejre mod Skive IK og Tarup-Paarup. 

Og Ringkøbing IF skal forsøge at bygge videre på de sidste par kampe, der har gjort, at holdet har spillet sig op på en 7. plads, hvor det kun er en dårligere målscore, der gør, at man ikke er at finde i top seks. 

På søndag gælder det endnu en udebanetur, da GPS’en denne gang viser destination i Kjellerup, hvor rækkens foreløbige bundprop tager mod Ringkøbing IF. 

Kjellerup IF har nemlig blot fået et point i sæsonens første fem kampe, hvor man har tabt til Tarup-Paarup, Odder IGF, Brabrand IF og FC Sydvest, mens man spillede uafgjort mod Dalum IF, og det må betegnes som en stor overraskelse, at Kjellerup IF har fået den start. 

Sidste sæson sluttede holdet nemlig på en fornem 4. plads i Oprykningsspillet, og Ringkøbing IF endte da også kun med et point mod Kjellerup IF via et 0-1 nederlag i første opgør og en 2-2 kamp på Green Arena. 

Sidste års flotte placering betød også, at der var rift om personalet i Kjellerup IF. Cheftræner Jonas Dal røg til FC Fredericia sammen med anfører Mathias Gertsen, mens Thomas Røll, Malthe Overgaard og Sebastian Denius sammen smuttede til Skive IK, og derfor er det altså også et noget anderledes hold, som Steven Lustü råder over i denne sæson. 

De mange afgange har også betydet, at mange nye spillere har meldt sin ankomst, og de sløje resultater for Kjellerup IF kunne sagtens hænge sammen med, at relationerne endnu ikke er helt på plads – noget Ringkøbing IF selv kæmpede med i starten af august. 

På trods af Kjellerup IF’s pointfattige start, er det, som Simon Vesterbæk i ugens løb fik sagt, vigtigt at huske på, at Ringkøbing IF for to uger siden var placeret under søndagens modstander, og der venter på ingen måder en nem kamp i det midtjyske. 

Men Ringkøbing IF har vist sig mentalt stærke den seneste uge og vil selvfølgelig jagte den tredje sejr på stribe. Til det må man desværre stadig undvære de langtidsskadet Andrés Lope, Gloire Rutikanga og Jeppe Solgaard, men ellers skulle truppen være klar til kamp. 

Hverken Ringkøbing IF eller Kjellerup IF er ramt af karantæne til opgøret, der selvfølgelig kan følges på Facebook eller Radio Max, ligesom den kan ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/kjellerup?id=24269

Kickoff er søndag klokken 14:30 på Bjergets Idrætsanlæg i Kjellerup.