Ringkøbing IF jagter ny sejr på Green Arena

Ringkøbing IF er inde i en rigtig god stime med fire sejre og en enkelt uafgjort i de seneste fem kampe, hvilket også har gjort, at holdet er hoppet op på en 5. plads i 2. Divisions Pulje 1. 

Hjemme på Green Arena har man også fundet frem til sejrene på det seneste. Godt nok startede man med at tabe sæsonens to første hjemmebanekampe til rækkens nummer et og to, Jammerbugt FC og Kolding IF, men siden da er det blevet til to 1-0 sejre over Skive IK og Aarhus Fremad.

Den stime vil man forsøge at forlænge til tre i træk, når Vejgaard Boldklub i morgen gæster Vestjylland og Green Arena. 

Oprykkerne fra Vejgaard Boldklub er placeret på en hæderlig 8. plads efter otte kamp, hvor de har fået skrabet syv point sammen.

Selvom pointantallet måske ikke lyder af det store, så har Vejgaard Boldklub været rigtig godt med i mange af deres kampe, hvor det er blevet til fire uafgjorte og en enkelt sejr. Problemet med de mange uafgjorte kampe er selvfølgelig, at det ikke rykker vanvittigt meget i tabellen, men det viser i den grad også, at morgendagens gæster på ingen måder er blevet overrumplet over niveauet i landets tredje bedste række. 

Samtidig må det også forventes at Vejgaard Boldklub kommer med en god portion selvtillid i bagagen. I hvert fald har det nordjyske mandskab hentet fire point i de seneste to kampe efter en 3-2 sejr i Kjellerup og en nulløsning på hjemmebane mod Dalum IF. 

Der er ikke meget fælles fortid imellem søndagens to kombattanter, hvor det i nyere tid er blevet til to indbyrdes opgør. Den ene var sidste kamp, før Nicolai Wael overtog styringen af holdet, og her endte det 0-0 på Green Arena, og derudover mødtes de to hold også i sidste kamp af samme sæson, hvor Ringkøbing IF vandt 3-0 i Vejgaard, der dog allerede havde sikret sig oprykning til 2. Division forinden. 

Siden da er der løbet meget vand gennem åen, og de to kampe kan givetvis ikke bruges til meget, og der hersker ingen tvivl om, at det bliver endnu en svær kamp for Ringkøbing IF hjemme på Green Arena, hvor man dog selvfølgelig går efter de tre point.

Ringkøbing IF har ingen spillere ude med karantæner, men Kasper Møller Thomsen er dog tvivlsom til opgøret, eftersom han udgik med en skade i Odder i sidste weekend. 

Vejgaard Boldklub må dog undvære en enkelt mand med karantæne, da Mathias Møller Madsen fik raget et gult kort til sig mod Dalum IF, og dermed kom over den magiske grænse.

Opgøret mellem Ringkøbing IF – Vejgaard Boldklub fløjtes i gang søndag klokken 14:00 på Green Arena. 

Kampen kan også følges på Facebook og ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=22684

Kamppartner er Lange.