Ringkøbing IF indgår samarbejde med Vedersø Idrætsefterskole og The International

Ringkøbing IF er glad for at kunne annoncere, at vi har indgået et samarbejde med Vedersø Idrætsefterskole, der er den førende idrætsefterskole inden for fodbold i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Vedersø Idrætsefterskole er den eneste skole i kommunen, der deltager i Skoleligaen, hvor kun de bedste skoler deltager. Det betyder også, at der er mange lokale spillere, samt spillere fra andre dele af landet og udlan  det, der prøver sig af i det vestjyske, og disse spillere kan i fremtiden deltage i klubtræningen i Ringkøbing IF. 

Samarbejdet glæder sportschef, Jens Nielsen, der ser gode perspektiver i samarbejdet mellem Ringkøbing IF og Vedersø Idrætsefterskole. 

”Vedersø har i de senere år bekendt sig mere og mere til fodbolden – også med ansættelsen af Kasper Knudsen, som vi jo kender som mangeårig ungdomstræner i RIF, så det er bestemt en interessant samarbejdspartner for os på mange plan, siger Jens Nielsen

”I øjeblikket har vi mange spillere i U16/U17 årgangen, men vi skal ikke mere end et par år tilbage, hvor vi ikke engang kunne stille et enkelt hold inden for begge årgange. Derfor vil det i fremtiden være fint med supplement fra efterskolen, så trafikken ikke kun går den ene vej, men altså også retur til en fodboldklub, hvor man kan deltage på klubbens hold og blive trænet af vores dygtige trænere,” forklarer sportschefen, der ser aftalen som en win-win for begge parter. 

”Derudover får vi mulighed for at lave træningslejr og sociale arrangementer på Vedersø for vores ungdomshold, ligesom Kasper vil kunne benyttes til nogle af vores talenttræninger i klubben, og Nicolai Wael omvendt vil forestå et træningspas eller to på Vedersø. Kan vi med denne aftale være med til at løfte elitemiljøet lokalt og samtidig udvikle et talent til vores divisionshold, kan det kun være til glæde for alle parter,” siger han til slut. 

Kasper Knudsen, der er ansvarlig for fodboldafdelingen på Vedersø Idrætsefterskole, glæder sig også over aftalen med kommunens bedste fodboldhold, og ser det ligeledes som en gevinst for begge parter. 

”Jeg har jo Ringkøbing IF i blodet og i mange år været en del af setup’et og kender miljøet i klubben. Derfor er det naturligt for os at indgå et samarbejde med kommunens førende fodboldklub. Personligt glæder jeg mig til igen at bidrage til klubben i form af talenttræninger, ligesom jeg den anden vej glæder mig til at vores elever får fornøjelsen af Nicolai Wael et par gange om året,” siger Kasper Knudsen 

”Kan vi være med til at give de unge en ekstra oplevelse ved at benytte vores faciliteter, samtidig med at vi kan benytte kunstgræsbanen i Ringkøbing IF, så er der tale om en win-win for alle parter,” siger en tilfreds Kasper Knudsen. 

Vi byder Vedersø Idrætsefterskole velkommen i RIF-familien og ser frem til et langt og godt samarbejde for begge parter.