Ringkøbing IF forstærker sig med angriber.

I elvte time har Ringkøbing IF fået tilgang af den tidligere Esbjerg spiller, Kasper Nissen. Den 22-årige angriber er netop hjemvendt efter 3 års ophold i norsk fodbold, men er nu frem til sommer at finde på holdkortet i den vestjyske klub.

”Det er en kampafgørende spiller, der helt sikkert vil løfte niveauet på vores hold”, fortæller en meget tilfreds sportschef Jens Nielsen. ”Engang imellem dukker der bare nogle uventede muligheder op, og da Kasper er bosiddende i Varde, er vi selvfølgelig på så sent et tidspunkt et oplagt valg. Han vil først og fremmest score mål og viste også til prøvetræningen, at han bare har et højt niveau i alle spillets facetter, så vi glæder os til at vise ham frem”.

Kontakten er opstået gennem Kaspers tidligere holdkammerat fra Esbjerg-tiden, Klaus Moesgaard, og herfra gik det hurtigt.

”Moesgaard har kun snakket godt om klubben, og jeg har selv fået et godt indtryk af den, så det var i grunden lige til”, siger Nissen. ”Jeg glæder mig først og fremmest over at komme til at spille på dansk grund igen, og kan jeg medvirke til nogle gode resultater i en hård bundkamp om at sikre sig i 2. division, er det perfekt. Samtidig får jeg mulighed for at vise mig frem igen i DK efter så mange år i Norge, og jeg har da stadig ambitioner om at komme til at spille fuldtids fodbold igen”.

Kasper Nissen kan få debut allerede i morgen mod Næsby.