Ringkøbing IF forlænger med Niels Henrik Larsen som U19-træner

Det er med stor glæde, at Ringkøbing IF kan meddele, at vi har forlænget kontrakten med Niels Henrik Larsen, så han fortsat står i spidsen for klubbens U19-mandskab indtil sommeren 2020.

Niels Henrik Larsen tiltrådte stillingen som U19-træner i sommeren 2017, og i dette efterår spiller holdet i Liga 1 – det højest mulige for klubber uden licens – og han glæder sig meget til at fortsætte de positive takter i fremtiden. 

”Det er en fornøjelse – ja næsten en ære – for mig at være træner for disse unge spillere. Der er nogle trænere i klubben, der har gjort rigtig meget godt i årenes løb, og det viser sig virkelig med det høje niveau, vi oplever hos U19 og mange af de andre årgange i klubben pt.,” forklarer Niels Henrik Larsen, der sammen med Kristian Muff og Jan Overgaard råder over en meget stor U19-årgang.

”Vi har 32 spillere at tage af, og det er der også næste år. Talentmassen er stor, og vi har omkring 16 spillere, der alle er sammen er lige gode, men derudover sørger vi også for at gøre noget godt for nummer 30 i køen. Det er vigtigt for breddefodbolden i Ringkøbing IF, og vores setup og træningskultur er så god, at alle bliver testet efter bedste evne,” siger han. 

Det bliver de også i kampene, hvor de altså spiller i Liga 1, men efter en lidt blandet start har holdet fejet al modstand af banen på det seneste, hvor man har vundet 7-0, 5-2, 5-1 og 5-0 i de sidste fire kampe 

”Vi forløser vores potentiale pt. Vi har offensive spillere, som er rigtige dygtige, og vi er blevet gode med bolden både offensivt og defensivt – ligesom vi forbedrer vores prespil. Vi har gode spillere på alle pladser, og det kan blive rigtig spændende de næste 2-4 år, hvor de alle forhåbentlig kan bygge videre på deres gode udvikling,” siger Niels Henrik Larsen. 

Et af de vigtigste fundamenter i en klub som Ringkøbing IF er, at de lokale talenter til sidst kan gøre sig gældende på seniorniveau, og her til sommer bliver der også fyldt godt op via den vej. 

”Mit job er at sørge for, at vi kan spille på så højt niveau som muligt og skabe store talenter, som kan hoppe ind omkring førsteholdet, og der er nogle virkelig gode forudsætninger i øjeblikket. Vi smider 12 spillere op i seniorafdelingen til sommer, og de er teknisk meget gode spillere, som er vant til at arbejde hårdt,” forklarer Niels Henrik Larsen, og han tror også, at der kommer kommende 2. Divisionsspillere fra den kant af. 

”Et par spillere fra det kuld kan måske endda komme ind omkring 2. Division, og det kan jeg også se i fremtiden. Lauge Olesen og Simon Vesterbæk er eksempler på de skridt, der bliver taget i ungdomsrækkerne, og der kommer flere i fremtiden. Og det vil jeg også gerne være en del af, for vi oplever en fantastisk opbakning fra både ledelse og forældre,” lyder det til sidst fra en glad Niels Henrik Larsen, der altså fortsat står i spidsen for Ringkøbing IF’s U19 indtil sommeren 2020.