Ringkøbing IF forlænger med Mikkel Koustrup

I næste sæson hedder Ringkøbing IF’s nummer 22 fortsat Mikkel Koustrup. Det står klart, efter at parterne har sat sine signaturer på en ny et-årig aftale.

Mikkel Koustrup har for alvor slået sit navn fast i Ringkøbing IF i den netop overståede sæson, hvor det er blevet til 20 kampe, og havde det ikke været for skader, så var det givetvis blevet endnu flere.

Selv er højrebacken glad for at fortsætte i det vestjyske efter sommerferien.

”Jeg er rigtig glad for at være her, og jeg har spillet meget i denne sæson. Jeg synes, det er et spændende projekt, der er gang i herude, og det er klart, at jo mere man spiller, jo mere har man lyst til at blive. Samtidig har jeg det godt med samtlige holdkammerater, og der er en god træningskultur, og det hele spiller bare,” forklarer Mikkel Koustrup.

”På banen har jeg fået et godt sammenspil med Mikkel Jakobsen, hvor vi supplerer hinanden godt offensivt og samtidig kan stå godt defensivt. Uden for banen oplever jeg et godt sammenhold blandt alle holdkammerater. Jeg føler, alle kan med alle, og det er et fedt sted at være, hvor man altid bliver glad, når man går ind i omklædningsrummet, og det er fedt at være en del af,” forklarer han.

Hos Ringkøbing IF er man også glade for at holde på Mikkel Koustrup, der har taget store skridt i den netop overståede sæson.

”Koustrup har inden for det sidste halve år spillet sig på holdet som fast starter, og man kan kun glæde sig over den udvikling. Han har efterhånden været i klubben i to år, og han har været tålmodig og hårdtarbejdende frem mod fast spilletid på 2. Divisionsholdet,” fortæller Jens Nielsen og fortsætter.

”Det lønner sig nu, og det er jo bare skønt, når indsats og indstilling går i spænd med fast spilletid. Han er samtidig en god fyr i omklædningsrummet, der er faldet godt til i det vestjyske, så vi er rigtig glade for forlængelsen.”

I denne sæson blev det til 20 kampe, et mål og en assist fra Mikkel Koustrup, og i alt er det blevet til 28 kampe i RIF-trøjen for højrebacken.