Ringkøbing IF forlænger med Mikkel Kjeldstrup

Vi har flere gange understreget vigtigheden af, at Ringkøbing IF kan udvikle sine egne spillere til klubbens førstehold.

En af dem, der har taget skridtet fra ungdomsholdene til 2. division, er Mikkel Kjeldstrup, og vi er utrolig glade for at kunne meddele, at vi har forlænget kontrakten med den centrale midtbanespillere, så den nu løber indtil sommeren 2021.

Mikkel Kjeldstrup fik debut på førsteholdet i en alder af blot 17 år, og selvom han til tider har været en del skadesplaget, så har han fortsat en rigtig god udvikling i Ringkøbing IF, og derfor er cheftræner Nicolai Wael naturligvis glad for at holde på ham.

”Mikkel er en af de mest talentfulde spillere, jeg har arbejdet sammen med. Hans talent og potentiale er utrolig højt, og havde han været mindre skadet de sidste par år, så havde det også set endnu bedre ud for ham. Vi er dog rigtig glade for, at vi endelig har fået bygget ham op, og han er blevet en utrolig vigtig spiller for os, og derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at vi har forlænget med ham,” fortæller cheftræneren. 

Mikkel Kjeldstrup er selv glad for forlængelsen og kalder en to-årig kontrakt i Ringkøbing IF perfekt for ham.

”Jeg er rigtig glad for at være i Ringkøbing IF. Det passer ind med mit arbejde i byen, og jeg har ikke andre planer for fremtiden, så en to-årig kontrakt var perfekt for mig. Min udvikling er kun gået fremad i klubben, og siden jeg fik debut, har jeg fået en masse rutine og er blevet mere moden i mit spil,” fortæller midtbanespilleren, der ser frem mod de næste par sæsoner.                                                                                                       

”For holdet håber jeg, at vi kan tage skridtet op i den gode halvdel i Oprykningsspillet, hvor det hele bliver lidt sjovere, og der er en masse at spille for. For mig selv bliver det vigtigste at udvikle mit spil og spille fast. Jeg synes, jeg har bidt mig fast på holdet, og det skal gerne fortsætte,” lyder det fra Mikkel Kjeldstrup.

Hos Ringkøbing IF er sportschef Jens Nielsen også meget glad for forlængelsen, der sender et vigtigt signal om, at klubbens lokale spillere også kan tilspille sig en kontrakt.

”Det betyder helt sikkert noget, at vi kan tilbyde vores lokale sådan en kontrakt. Det er et signal til de unge i vores ungdomsafdelingen, at hvis man virkelig vil det og har evnerne til det, så kan man få en kontrakt i Ringkøbing IF. Derudover er vi naturligvis glade for, at det er en to-årig kontrakt, vi har lavet med Mikkel, for det er vigtigt for vores kontinuitet, at vi kan holde på spillerne i længere tid,” forklarer sportschef Jens Nielsen og understreger, at holdet kan bygges op om Mikkel Kjeldstrup.

”Mikkel er en spiller, man kan bygge op om, når han er skadesfri, og det har vi heldigvis set i denne sæson. Han har rykket sig fra at være en talentfuld spiller i klubben til at være en af de bærende, og det er altid rart at kunne sige det om vores lokale spillere,” understreger Jens Nielsen.

Mikkel Kjeldstrup har spillet 22 kampe for Ringkøbing IF i denne sæson, hvor det desuden er blevet til to oplæg.

I alt er det blevet til 86 kampe for Ringkøbing IF, og der venter givetvis mange flere i fremtiden.