Ringkøbing IF forlænger med Lennard Lauridsen

Foran en propfyldt goenergi lounge har Lennard Lauridsen og Ringkøbing IF netop sat sine signaturer på en ny aftale, der løber indtil udgangen af 2019. 

Lennard Lauridsen, der har spillet i Ringkøbing IF hele livet, har rundet 303 kampe i klubben, og cheftræner Nicolai Wael er også meget tilfreds med at råde over angriberen i endnu et år. 

”Det er en glædelig forlængelse med Lennard, som har spillet et fantastisk efterår. Han er en klubmand og har en vigtig position i truppen, og i klubben er han meget vellidt,” forklarer Nicolai Wael, der også nyder godt af Lennard Lauridsens alsidighed. 

”Under mig har Lennard altid været stamspiller, og der er ingen tvivl om, at Lennard har sin favoritplads i angrebet, men jeg har undervejs brugt ham på andre positioner. Han er meget alsidig og med sin fart, aggressivitet og løbevillighed er han en svær mand at fange. Uanset hvor jeg har brugt ham, har han altid leveret sit bedste, og det er en fornøjelse med spillere, der altid gør tingene for klubben,” siger cheftræneren 

Lennard Lauridsen er også selv meget glad for at fortsætte endnu et år i barndomsklubben, og han håber, at det kan motivere flere af de lokale spillere i klubben. 

”Jeg er stadig sulten efter at spille fodbold på divisionsplan. Vi har en spændende trup med mange unge, og en træner der gerne vil spille fodbold, og den udvikling vil jeg gerne være med til at bidrage til. Derudover er det vigtigt, at klubbens ambitioner matcher mine egne, så jeg er selvfølgelig rigtig glad for forlængelsen og håber, at det kan motivere andre af de lokale spillere,” siger angriberen.

Lennard Lauridsen har scoret 134 mål i Ringkøbing IF-trøjen og er delt topscorer i denne sæson sammen med Jesper Lange, hvor begge har nettet fire gange.