Ringkøbing IF forlænger lejeaftalen med Gloire Rutikanga

Ringkøbing IF er glade for at kunne meddele, at vi har forlænget lejeaftalen med Gloire Rutikanga fra samarbejdsklubben og de danske pokalmestre, FC Midtjylland, så midtbanespilleren spiller i Ringkøbing IF i hele næste sæson.

Gloire Rutikanga blev første gang lejet ud til Ringkøbing IF i sommeren 2017 og viste hurtigt sine store kvaliteter, inden en korsbåndsskade ødelagde hele 2018 for den unge spiller.

I 2019 vendte midtbanespilleren tilbage på banen, og i Ringkøbing IF er man glade for at kunne holde på ham i endnu en sæson.

”Gloire er en klassespiller for os, når han er i form og skadesfri. Han har desværre været uheldig med en korsbåndsskade og de efterfølgende følgeskader, man så ofte ser. I løbet af foråret så vi dog igen flere beviser på hans gode spilforståelse og drive med bolden. Når tingene kører for ham, er han exceptionel, og rammer han sit topniveau, så er han en af de bedste i truppen, og det håber vi på at kunne se meget mere af i den kommende sæson,” forklarer sportschef Jens Nielsen.

Sportschefen ser også forlængelsen af Gloire Rutikangas lejeaftale som et tegn på det gode samarbejde med samarbejdsklubben FC Midtjylland.

”Gloire er utrolig vellidt i truppen og altid klar til at levere, men det er klart, at vores gode samarbejde med FC Midtjylland også har gjort det muligt for ham at fortsætte hos os. Det er dejligt, at en så stor klub som FC Midtjylland gerne vil pleje det samarbejde, vi har haft med dem i mange år. Vi er naturligvis glade for, at FC Midtjylland ser Ringkøbing IF som et godt sted at udvikle en spiller som Gloire, og det understreger vores gode forhold til de midtjyske ulve,” lyder det fra Jens Nielsen.

Gloire Rutikanga har spillet 20 kampe for Ringkøbing IF, og han er også en del af truppen, når holdet i morgen drager til Holstebro for at spille sæsonens første træningskamp.