RIF-cheftræner: Der var flere skridt i den rigtige retning

I de første 30 minutter af hjemmekampen mod Varde, spillede RIF-mandskabet ikke optimalt.

Så fik hjemmeholdet på Green Arena en udvisning, da Tobias Plauborg Jensen modtog sit andet gule kort, og det ændrede udtrykket hos RIF-mandskabet.

- Det var som om, at vi først fandt modet til at spille, da vi blev reduceret til 10 mand. Indtil da virkede vi en smule bange for at gøre det, vi havde talt om, vi skulle gøre, sagde Claus Christiansen.

Selv om han for tredje kamp i træk måtte undvære jubel over en scoring, hæftede han sig alligevel ved flere positive aspekter – for eksempel fine forsøg til Lauge Olesen, Andreas Lauridsen og Lennard Lauridsen.

- Spillernes præstation og attitude var jeg tilfreds med, og alle arbejdede hårdt mod Vardes 11 spillere. De havde vel kun en enkelt stor mulighed i anden halvleg, men der viste Simon sit høje niveau i målet, lød det rosende fra RIF-cheftræneren, der også nikkede anerkendende i retning af Lennard Lauridsen og Johan Søndergaard Larsen, da han blev flyttet ind på den centrale midtbane.

Han glædede sig over, at RIF-mandskabet vedvarende ønskede at spille sig ud af det pres, Varde forsøgte at sætte ind, for det var en klar del af gameplanen.

Den kom ellers under pres, da Tobias Plauborg Jensen omkring den halve time modtog en advarsel med få minutters mellemrum, hvilket sendte den unge RIF-spiller fra banen med et rødt kort.

- Tobias lavede to dumme frispark kort efter hinanden, og det var selvfølgelig urutineret, men det er den slags lærepenge, vi må betale, lød det roligt fra Claus Christiansen.