Nicolai Wael: "Thisted er et godt hold med masser af kvalitet"

I aften klokken 19:00 tager Ringkøbing IF imod Thisted FC, hvor begge hold godt kunne bruge tre point i stillingen.

Thisted FC, som er nedrykkere fra NordicBet Ligaen, har tabt sæsonens første to kampe, og Ringkøbing IF’s cheftræner tror, at gæsterne derfor bliver lidt afventende i aften.

”Jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at se et hold, der passer lidt på sig selv efter to nederlag i træk, hvor de måske vil stå dybt og afvente. Vi har selv haft to svære kampe, men vores start har også være lidt lunken, så vi er også selv lidt presset til at få et point. Vi glæder os til kampen og går 100 procent efter at vinde,” lyder det fra cheftræner Nicolai Wael.

Ringkøbing IF har startet sæsonen ud med et point i to svære kampe, og aftens kamp bliver ikke meget nemmere, men Nicolai Wael kan dog se, at holdet selv er kommet længere frem.

”Det bliver helt sikkert en rigtig svær kamp igen. Thisted har godt nok mistet et par stykker i løbet af sommeren, men de er nedrykkere og har stadig et rigtig godt hold med masser af kvalitet. I forhold til os selv, så var der ting i Brabrand, der så bedre ud end mod Jammerbugt. Vi er lidt længere fremme og har haft en rigtig god træningsuge, så det ser fint ud hos os,” forklarer cheftræneren.

Han glæder sig til at komme hjem på Green Arena igen, hvor holdet altid møder stor opbakning, og samtidig ser skadessituationen også god ud på holdet.

”Det ser rigtig godt ud. Det er kun Juelsgård, der er ude. Kjeldstrup er ved at komme i omdrejninger igen, og de nye spillere har fået trænet mere og lært holdkammeraterne bedre at kende. Vi har i de første par kampe momentvis vist, at vi kan blive et rigtig svært hold at spille med, så vi vil gå ud med selvtillid og godt humør, og så bliver vores opbakning på Green Arena nok ikke mindre i aften, så vi glæder os naturligvis til at komme hjem på hjemmebanen,” siger Nicolai Wael til sidst.

Aftens opgør fløjtes i gang klokken 19:00 på Green Arena.

Hvis du er forhindret i at komme på stadion, så kan du se kampen via Ekstra Bladet+ eller følge det på Facebook.