Nicolai Wael før sæsonpremiere: "Jammerbugt er en af puljens stærkeste hold"

I aften åbner Ringkøbing IF sæsonen 2019/2020 i 2. Division, når Jammerbugt FC kommer på besøg.

Jammerbugt FC endte i sidste sæson på en flot 6. plads i Oprykningsspillet, og cheftræner Nicolai Wael erkender da også, at han godt kunne have ønsket sig en anden modstander i sæsonens første opgør.

”Jammerbugt er en af puljens stærkeste hold. Bo Zinck (red. Jammerbugt FC’s cheftræner) siger, at de har mistet et par spillere, men det er ikke profiler. Dem har de holdt på, så kontinuiteten er på plads, og de er taktisk godt sat op. De har samtidig stærke individualister, og er man uopmærksom, så får man problemer, og det har vi desværre haft et par gange imod dem, så jeg kunne da godt have ønsket mig et andet startprogram, men vi skal nok være klar,” siger cheftræneren med et smil.

Ringkøbing IF har selv fået tre nye spillere ind i Ragnar Leösson, Martin Egelund og senest Klaus Moesgaard, og derfor forventer Nicolai Wael også, at der går lidt tid, før holdet finder hinanden 100 procent.

”De tre er alle dygtige spillere, men de skal lige finde sammen med resten af holdet, hvor spillernes ferier også er kommet lidt på skift, så man skal forvente, at der går lidt tid, før vi finder hinanden helt. Formmæssigt og konditionelt ser det rigtig fint ud, og det kan man også komme langt med her i starten, hvis man samtidig er sat godt op taktisk, og det håber vi selvfølgelig på,” forklarer han.

Og cheftræneren vil da også godt løfte lidt at af sløret for, hvad Ringkøbing IF skal gøre, hvis man vil have point med fra sæsonpremieren.

”Det vigtigste er, at vi får lukket ned for deres offensiv, hvor de har mange profiler. De er gode til at fastholde deres angreb, så vi skal lukke helt ned i mellemrummene foran vores forsvar, men vi kommer også med nogle ting den anden, som Jammerbugt skal forholde sig til, så det bliver spændende. Vi glæder os i hvert fald rigtig meget til at løbe ud på Green Arena igen,” lyder det til sidst fra Nicolai Wael.

Dagens opgør imod Jammerbugt FC fløjtes i gang klokken 19:00 på Green Arena, hvor kamppartneren Ringkjøbing Landbobank blandt andet sørger for gratis is til alle besøgende i pausen.

Kampen kan naturligvis også følges på Facebook eller ses live via Ekstra Bladet+.