Nicolai Wael før Brabrand IF: "Vi skal være skarpe i begge felter"

I morgen venter der et gensyn med Brabrand IF, når Ringkøbing IF tager imod aarhusianerne på Green Arena.

De to hold mødte hinanden tidligere på foråret, og det er ikke en kamp, som cheftræner Nicolai Wael har glemt, og derfor ser holdet også frem til morgendagens opgør.

”Vi ser virkelig frem til den her kamp efter vores sidste indbyrdes opgør. Det blev en forfærdelig kamp på mange parameter. Røde kort, selvmål, brækket næse og vind der gjorde det svært for begge hold at spille en god kamp. Nu er det på Green Arena, og begge hold indledte med nederlag, som de gerne vil revanchere,” fortæller Nicolai Wael.


Efter kampen i Middelfart har holdet desuden haft fokus på flere ting, og en af de vigtigste er, at holdet skal være skarpere i begge felter.

”Vi spillede ikke en dårlig kamp i Middelfart, men vi lavede mange fejl ved deres mål, og det vil vi rette op på. Vi har også evalueret på vores offensive spil, og der skal vi forbedre os i Oprykningsspillet. Vi møder de bedste hold nu, og det kræver skarphed i begge felter, og det skal vi have fokus på,” forklarer cheftræneren.

Han forventer, at holdet stepper op, og at man ser et Ringkøbing IF-mandskab, der tør angribe og være aggressive og generelt leverer en rigtig god kamp.

”Morgendagens kamp bliver en god én. Brabrand spiller noget godt fodbold og har nogle dygtige offensive spillere, som vi skal have lukket ned for. Ydermere er de i god form og fysisk stærke, så vi skal virkelig steppe op, og det kommer vi også til, for vi skal have rette op på vores sidste kamp. Vi skal have modet på alle pladser og turde spille, angribe og være meget aggressive. Jeg er ikke i tvivl om, at vi leverer en rigtig god kamp, og spillerne har glædet sig meget til at komme hjem på Green Arena,” siger Nicolai Wael.

Morgendagens opgør mellem Ringkøbing IF – Brabrand IF fløjtes i gang klokken 14:00 på Green Arena.

Skulle man være forhindret i at komme ud på stadion, så kan kampen følges på Facebook og ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=41862.

Kamppartner er Onecollection.