Nederlag og slem skade i første testkamp

Der var ikke meget sommer over det, da Ringkøbing IF onsdag aften spillede sin første testkamp efter sommerferien.
Ruskende vinde og iskolde byger rammede Idrætscenter Vest i Holstebro ind, og ydermere vandt værterne, Holstebro Boldklub, opgøret med 4-1, mens Andreas Jespersen måtte udgå allerede i første halvleg med det, som lignede en slem ankelskade.

Claus Christiansen stillede med Simon Brogaard på mål, foran ham en forsvarskæde med Andreas Jespersen, Mads Dahl Overgaard, Anders V. Larsen og Lauge Olesen, på midtbanen spillede Dennis Juelsgård og Mikkel Kjeldstrup centralt, foran dem lå Christian Pinholt, som havde Klaus Moesgaard og Andreas Lauridsen på kanterne, og så var Lennard Lauridsen helt på toppen.

Hjemmeholdet bragte sig i front allerede efter fem minutters spil, men 10 minutter senere udlignede Lennard Lauridsen, da han tæt under mål udnyttede Andreas Lauridsens fine forarbejde.
Lige inden pausen kom det nyoprykkede 2. divisionshold fra Holstebro Boldklub atter i front, og efter pausen scorede hjemmeholdet yderligere to gange i situationer, hvor værterne nok ikke følte sig stresset over gæsternes forsøg på at forsvare sig.
- Jeg så gode ting trods nederlaget, men der var bestemt også mindre gode ting. Blandt andet kom de alt for let til to-tre af scoringerne, og det gjorde de, fordi vi ikke var gode og stærke nok i vores forsvarsspil, sagde Claus Christiansen.

Opgøret var livligt med mange tilskuere på sidelinjen, og nærkampene på banen indikerede med sin intensitet og hårdhed, at de to klubber næppe kåres som de mest forelskede i dansk klubfodbold.
Det ville i givet fald også være et umage par, for der var forskel på de to mandskaber – Ringkøbing IF havde fire, unge spillere på udskiftningsbænken, Holstebro Boldklub skiftede et helt hold i pausen – og netop bredden, samt dennes kvalitet, rimede meget godt på slutresultatet.
- Det dårlige forsvarsspil kan rettes, og det er ligeledes tilfældet med de andre mindre gode ting, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld. Holstebro Boldklub har en helt anderledes bredde i truppen i forhold til os, og det var til at se, som Claus Christiansen sagde.

Han roste Mikkel Kjeldstrup for en flot kamp på den centrale midtbane, og så var RIF-cheftræneren glad for at se energi og initiativ fra Andreas Lauridsen.
- Desværre skæmmede skaden til Andreas Jespersen, og han blev kørt på hospitalet, hvor det skal undersøges, om han har brækket sin ankel, sagde Claus Christiansen.
Allerede på lørdag spiller Ringkøbing IF igen – og denne gang går turen til Århus, hvor modstanderen hedder VSK.