Mikkel Koustrup fortsætter i Ringkøbing IF

Ringkøbing IF er glad for at kunne meddele, at vi har forlænget aftalen med Mikkel Koustrup, der dermed fortsat spiller i den blå-hvide trøje i foråret. 

Mikkel Koustrup, der primært har dækket de to backs i klubben, nyder forholdene i klubben, og det har været en af grundene til, at han har forlænget sin aftale. 

”Grunden til at jeg har valgt at forlænge med Ringkøbing IF er først og fremmest, fordi jeg er rigtig glad for at være i klubben. Det er en fed klub med rigtig gode forhold. Vi har en masse opbakning i form af vores super fans, og alle de frivillige der hjælper til, som gør det ekstremt fedt at være en del af. Jeg har det samtidig rigtig godt i klubben og føler mig godt tilpas i omklædningsrummet,” fortæller Mikkel Koustrup, der tror på, at han kan udvikle sig endnu mere i Ringkøbing IF.

”Jeg føler, at jeg har rigtig gode muligheder for at udvikle mig endnu mere som fodboldspiller i Ringkøbing IF, og jeg går selvfølgelig benhårdt efter at spille så meget som overhovedet muligt. Jeg føler, at jeg har noget at bidrage med til klubben, og jeg håber og tror, at Ringkøbing IF er det bedst mulige sted at være for mig lige nu. Derfor er jeg glad og stolt over at have skrevet under på en ny aftale,” forklarer han. 

Hos Ringkøbing IF er cheftræner Nicolai Wael glad for at holde på den alsidige spiller, som han håber på at bygge mere på.

”Vi er glade for aftalen med Koustrup. Han har været en del med omkring holdet og er stadig en udviklingsspiller, der kan flytte sig rigtig meget, men han har mange forudsætninger for at blive en dygtig og vigtig spiller for RIF. Han er hurtig, udholdende og sparker godt med begge ben. Derudover er han alsidig spiller, der kan spille både kant og back. Vi skal have bygget på ham her i opstarten, hvor han skal arbejde med sine udfordringer en-mod-en,” siger Nicolai Wael. 

Mikkel Koustrup har spillet 14 kampe for Ringkøbing IF – heraf seks i efteråret – og der bliver altså rig mulighed for flere kampe i det kommende forår.