Mikkel Jakobsen: "Glæder mig til at spille om point igen"

Hver måned konkurrerer spillerne i Ringkøbing Cup om at vinde månedens bedste træningsspiller og samtidig modtage en lille gave fra Mr. Finn S, der er partner på Ringkøbing Cup i hele 2019. 

Og for den netop overståede februar endte Mikkel Jakobsen med at hive sejren hjem, i det han selv kalder en rigtig fin måned.

”Ja, det har uden tvivl været en rigtig fin februar måned, som også bød på en rigtig god træningslejr for hele truppen. Jeg synes personligt, at jeg har haft en rigtig god opstart, så jeg glæder mig selvfølgelig vildt meget til at skulle spille om point igen,” lyder det fra vinderen for februar. 

Selve opstarten beskriver offensivspilleren også som værende rigtig god, og selvom det blev til et nederlag i generalprøven, så er han ganske fortrøstningsfuld.

”Jeg føler, vi har haft en rigtig god opstart. Resultaterne har været svingende, men jeg synes, spillet er blevet bedre og bedre. Generalprøven gav desværre ikke det ønskede resultat, men det skræmmer mig faktisk ikke. Vi har haft lidt skader i truppen, men jeg tror alle er klar til fredagens kamp i Skive. Så jeg synes at vi står rigtig godt i forhold til kampen i Skive, men også bare generelt for foråret,” forklarer Mikkel Jakobsen. 

Som Mikkel Jakobsen også siger, så åbner Ringkøbing IF foråret på fredag i Skive, og hvis man skal have point med hjem, så kræver det lidt.

”Jeg tror, at der bliver to ting, som bliver rigtig vigtige. Den ene er, at vi defensivt skal være villige til at arbejde ekstremt hårdt for hinanden. Den anden ting er, at vi offensivt skal blive ved med at have mange afleveringer i holdet samt bruge hinandens styrker på den sidste tredjedel af banen,” siger han. 

Han medgiver dog også, at det bliver en svær kamp i Skive, men han vil gerne have point med hjem. 

”Vi går altid på banen for at vinde, så en sejr ville være mere end godkendt. Vi ved dog også godt, at Skive er et godt hold, som også ligger over os i tabellen, så vi ville selvfølgelig også være tilfreds med et enkelt point, hvis det skulle ende uafgjort,” siger Mikkel Jakobsen.

Fredagens opgør mellem Skive IK – Ringkøbing IF fløjtes i gang klokken 19:00 på Hancock Arena. 

Hvis ikke man har tænkt sig at turen til Skive, så kan opgøret også følges live på Facebook, via Radio Max eller ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/skive?id=23322.