Mikkel Brogaard forlænger og bliver fysioterapeut

Ringkøbing IF har forlænget med Mikkel Brogaard Petersen, der nu bliver i klubben indtil sommeren 2020 som minimum.

Mikkel Brogaard Petersen kom til klubben i vinters og har i foråret primært gjort sig til på Jyllandsserien, men det næste års tid kommer han til at få en ny kasket på, da han også bliver fysioterapeut ved to træninger i ugen samt alle hjemmebanekampe.

”Brogaard har ganske vist endnu de første minutter til gode på 2. Divisionsholdet, men han arbejder hårdt og loyalt hen i mod det. Han er en af de mest pligtopfyldende spillere i truppen, der trods manglende spilletid altid møder op med godt humør og god indstilling,” fortæller sportschef Jens Nielsen og fortæller videre om den nye rolle.

”Samtidig er Brogaard også blevet uddannet som fysioterapeut og har været løst tilknyttet hen over foråret. Vi har så sammen med spillerne haft et ønske om en opgradering inden for behandlingsdelen, så Brogaard nu sammen med Ringkøbing Fysioterapi dækker samtlige træninger og hjemmekampe, så det er på alle måder en rigtig god aftale,” lyder det fra Jens Nielsen.

Mikkel Brogaard Petersen blev færdiguddannet fysioterapeut i januar og er nu ansat på Hjerte Sengeafsnittet ved Herning Hospital, og han glæder sig til også at kunne hjælpe klubben på den måde.

”Det er et fint match for mig og for Ringkøbing IF. Jeg har også været i praktik i FC Midtjylland og stået for fysioterapien i Holstebro og diverse andre steder, hvor jeg har spillet, så jeg har fin erfaring med den verden, og jeg glæder mig til at få et endnu større indblik i, hvad jeg ellers kan give holdet uden for banen,” fortæller Mikkel Brogaard Petersen, der dog forsikrer, at det ikke skal gå ud over fodbolden.

”Det skal selvfølgelig ikke gå udover fodbolden, for den har altid førsteprioritet. Men jeg er glad for at blive her, for Ringkøbing IF er bare en rigtig fed klub med gode ambitioner. Jeg havde selvfølgelig håber på flere minutter på 2. Division, men det er op til mig at bevise til sæsonstart, at det er mig, der skal rende rundt inde på banen, og det håber jeg selvfølgelig på sker,” forklarer han.

Mikkel Brogaard Petersen har fortsat sin officielle debut for 2. division til gode, men han har startet inde i samtlige kampe for Jyllandsserien, hvor det blandt andet er blevet til fire scoringer.