Mads Petersen: "Lang opstart giver bedre muligheder"

I går tog spillerne i Ringkøbing IF hul på forårssæsonen, da man havde indtaget spinningslokalet i ROFI-centret.

Med lidt under to måneder til forårspremieren mod Skive IK er der altså god tid til at komme i form og få finpudset de taktiske detaljer, og ifølge holdets anfører så giver den lange opstart gode muligheder til holdet.

”En lang opstart giver os meget bedre muligheder for at gå lidt mere ned i detaljerne til træning. Vi har mange point-løse træningskampe, hvor alle spillere kan prøve af, ligesom vi kan teste nye systemer og få løbet en masse meter. Selvom vi havde et fint efterår, så viste det os også, at der er mange ting, vi kan blive bedre til, og det har vi muligheden for de næste mange uger,” siger Mads Petersen. 

I foråret venter der seks kampe for Ringkøbing IF, inden man bliver placeret i enten Opryknings- eller Nedrykningsspillet. De første to kampe er mod Skive og Brabrand, mens de sidste fire er mod modstandere, der er placeret under Ringkøbing IF, og derfor skal holdet være helt klar fra starten af foråret. 

”Det er svært at sætte et krav på, hvad vi skal opnå i de første seks kampe. Inden den første kamp står alle klubber og siger, at de er helt klar, men det er altså først noget, man kan vurdere efter kampen. Kravet må være, at vi skal forsøge at være så klar som muligt, for det bliver meget svært, og det er to dygtige hold, vi skal møde i starten. Heldigvis er den ene på hjemmebane,” fortæller målmanden, der dog som minimum går efter ni point.

”Overordnet har vi et mål om halvanden point i snit, og det betyder, at vi skal have minimum ni point i de sidste grundspilskampe, og det mener jeg helt klart er muligt,” forklarer han. 

For ham selv bød det overståede efterår på 17 kampe, hvor der blev indkasseret 29 scoringer på trods af flere flotte præstationer i målet, og selvom han så fine tendenser i efteråret, så vil han gerne have det tal lidt ned i foråret, hvor der også spilles 17 kampe. 

”Det er altid svært at sætte antal mål på, men jeg har altid en målsætning om, at vi i gennemsnit skal holdet målet rent hver tredje kamp. Vi viste mange fine tendenser på det i efteråret, så jeg tror og håber på, at vi kan holde os under 25 mål. Det ville være mere end godkendt,” lyder det fra Mads Petersen. 

Inden de sidste seks grundspilskampe fløjtes i gang har Ringkøbing IF fem point op til 5. pladsen, mens der er seks point ned til 7. pladsen. Der bliver dog ikke kigget alt for meget den ene eller den anden vej, da holdet vil have fuld fokus på sig selv. 

”Vi kigger på os selv. Målet er Oprykningsspillet, og det skal også nås. Vi har et mål om, hvor mange point vi skal have, og så er alt andet ligegyldigt,” lyder det knastørt fra anføreren til sidst. 

Ringkøbing IF’s første træningskamp i 2019 er lørdag den 19. januar, hvor man skal en tur til Østjylland for at møde IF Lyseng, der til dagligt spiller i Danmarksserien. 

Det opgør fløjtes i gang klokken 13:15.