Lennard Lauridsen: "Vil rigtig gerne videre i pokalen"

I morgen skal Ringkøbing IF nok engang i kamp på Green Arena, når VSK Aarhus kommer på besøg i 1. runde af Sydbank Pokalen.

Og hos en af de ældste i Ringkøbing IF-truppen, så er det et opgør, man meget gerne vil videre fra.

”Hvis jeg skal have muligheden for at møde et stort Superliga-hold, så skal det efterhånden være nu. Det kunne jo være megafedt for både os spillere og klubben som helhed at komme langt i pokalen og løbe ind i FCK, Brøndby eller FCM hjemme på Green Arena. Det kunne sgu være sjovt at slå FCK på Green Arena,” lyder det med et stort grin fra Lennard Lauridsen, der er erklæret Brøndby-fan.

Hvis den drøm skal holdes i live lidt endnu, så kræver det et videre avancement imod VSK Aarhus, og selvom angriberen ikke har det helt store kendskab til holdet efter oprykningen, så forventer han en hård kamp.

”Mit kendskab til VSK Aarhus er minimal efter deres oprykning. Jeg har set, at de har fået rigtige mange spillere ind med god kvalitet, og jeg så i deres kamp imod Thisted, at det er et rigtig godt 2. Divisionshold, der sagtens kan spille med. De har Jens Gjessing som træner, og jeg glæder mig til at se, om det er de gamle Skovbakken-dyder. Uanset hvad er det dog en kamp, vi skal gå efter at vinde, uanset om det er pokalbold eller ej,” siger Lennard Lauridsen.

Og skal man have en sejr i opgøret, så er det især indstillingen, der bliver vigtig, mener angriberen.

”Indstillingen til kampen bliver vigtig. Der bliver måske ændret på lidt positioner hist og her, fordi truppen er så bred. Der er mange spillere, der gerne vil vise sig frem og bevise, at de hører til i start-11’eren, og det er fedt. Der er en sund konkurrence, og vi har få skader, så der er en god bredde lige nu. Jeg håber, vi kan vise, at vi er et etableret 2. Divisionshold og være lidt bedre på bolden, end vi var imod Jammerbugt. Formår vi det, så burde vi være godt stillet til kampen,” siger han.

Opgøret imellem Ringkøbing IF – VSK Aarhus fløjtes i gang onsdag aften klokken 18:00 på Green Arena.

Grundet rettigheder bliver kampen ikke live-streamet, men vanen tro kan opgøret følges på Facebook.