Lennard Lauridsen: "Skal blive mere kynisk i begge felter"

På søndag skal Ringkøbing IF endnu engang i kamp, når Tarup-Paarup kommer på besøg i det vestjyske, og efter to nederlag i træk skal der point på kontoen, men det kræver ifølge Lennard Lauridsen, at man blandt andet bliver skarpere i de to felter. 

”Vi skal blive mere kyniske i begge felter. Lige nu virker det til, at vi skal bruge flere end vores modstandere for at lave mål, og den tendens skal vendes i weekenden. Derudover skal vi blive ved med at spille vores spil og fastholde en god organisation,” forklarer angriberen.

Sidste weekends nederlag mod Brabrand IF kom især på baggrund af to røde kort i den bagerste kæde for Ringkøbing IF. Samtidig måtte Nikolaj Pape Sørensen udgå med en brækket næse, og det giver muligheden for, at andre spillere kan vise sig frem. 

”Skader og karantæner er en del af fodbold, men det er ærgerligt, at vi skal ramme ind i tre styks – alle sammen forsvarsspillere på samme tid. Heldigvis har vi mange dygtige spillere, som kan spille flere pladser, uden at det påvirker kvaliteten. Det giver samtidig mulighed for, at andre skal træde til, og jeg er sikker på, at flere af de unge spillere vil kæmpe ekstra hårdt denne uge, for at vise at pladsen skal tilhøre dem,” fortæller Lennard Lauridsen. 

Sidste uges kamp mod Brabrand IF blev spillet på Aage Esbjerg Arena, da holdets normale hjemmebane, Green Arena, ikke kunne absorbere de store mængder af regn. Det er endnu uvist, hvor søndagens opgør spilles, men håbet er, at det bliver på Green Arena, og det håber spillerne på. 

”Det vil betyde alt at spille på Green Arena. Vores trofaste hjemmepublikum fortjener, at kampen bliver spillet på Green Arena. Det vil samtidig betyde flere tilskuere, og hvis vi så også slipper for fire grader, stiv kuling, regn og skal spille 11 mod 11 i 95 minutter, så er jeg sikker på, at vi kommer tilbage på sporet,” siger Lennard Lauridsen. 

Søndagens opgør mellem Ringkøbing IF – Tarup-Paarup fløjtes i gang klokken 14:00. 

Opgøret kan følges på Facebook og ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=22689.