Kenneth Lund: "Skal fortsætte de gode ting fra Skive-kampen"

Resultatmæssigt blev det desværre ikke den premiere, som Ringkøbing IF havde håbet på i Skive, men på trods af det kan holdet tage en del med til søndagens opgør mod Brabrand ifølge Kenneth Lund.

”Desværre blev det ikke, som vi havde håbet i Skive, men vi er videre fra premieren og ser meget frem til, at det bliver søndag. Vi skal fortsætte med de ting, som vi gjorde godt i Skive, hvor vi ville dø for hinanden og stå sammen som hold. Vi skal huske, at vi bygger kampene op i løbet af dem, og så skal vi arbejde stenhårdt defensivt, for så kommer de offensive takter også,” forklarer angriberen. 

Brabrand IF fik heller ikke den ønskede start på deres forår, da de stod 1-1 mod Tarup-Paarup, men Kenneth Lund forventer stadig en svær kamp på søndag. 

”Sidst vi mødte dem spillede de meget direkte og med lange bolde, og det skal vi være klar på, hvis de vil praktisere noget lignende, for så skal vi kunne stå imod det. Jeg forventer, at Brabrand kommer med et rigtig stærkt hold. De er trods alt nedrykkere fra 1. Division og har fået en håndfuld nye spillere,” siger han. 

Da de to hold mødtes i det omvendte opgør tilbage i september, endte det med en 2-1 sejr til Ringkøbing IF, og selvom det er et stykke tid siden, så kan der godt tages noget med fra det opgør. 

”Vi kan i hvert fald tage den fightervilje med, som vi viste i det omvendte opgør. Trods de svære perioder vi kom i, hvor vi blandt andet var en mand i undertal de sidste 20 minutter, stod vi bare endnu mere sammen. Men det er også en helt ny kamp, og nye point står på spil, så vi skal bare ud og give den gas,” lyder det fra Kenneth Lund.

Efter nederlaget i Skive vil holdet også gerne tilbage på sejrssporet, og selvom det foregår på Aage Esbjerg Arena, så håber Kenneth Lund, at det sker foran en masse RIF-fans. 

”Alle kampe er enorm vigtige for os. Vi går ind til hver kamp for at vinde, og det gør vi også på søndag, men det er vigtigt, at vi tager en kamp ad gangen. Vi glæder os i hvert fald rigtig meget til at spille hjemme igen – også selvom det er på kunstgræs – og vi håber selvfølgelig, at mange vil komme og bakke os op,” siger angriberen til slut. 

Søndagens opgør mod Brabrand IF fløjtes i gang klokken 14:00 på Aage Esbjerg Arena, og der er fri entré for alle tilskuere. 

Opgøret kan desuden følges på Facebook, ligesom vi håber på at kunne livestreame via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=22688.