Kasper Møller Thomsen: "Det var super dejligt at spille 90 minutter i Dalum

For første gang i 2. Division i denne sæson spillede Kasper Møller Thomsen 90 minutter, da holdet i sidste weekend besøgte Dalum IF. Det gjorde han ganske glimrende, og han fik endda også sparket sit første sæsonmål i nettet, og det var han selvfølgelig alt sammen godt tilfreds med.

”Jeg vil bare gerne spille, så jeg spiller der, hvor Wael sætter mig på. Men jeg vil da gerne bide mig fast på én plads, så man kan fordybe sig i den. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Men det var selvfølgelig super dejligt at spille 90 minutter nede i Dalum, og det gjorde det selvfølgelig kun bedre, at jeg lige kunne krydre det med en scoring – især som forsvarsspiller,” forklarer Kasper Møller Thomsen, der udlignede til 1-1 i Dalum.

I Dalum var den alsidige spiller skubbet ned i det centrale forsvar, hvor han spillede sammen med Anders Vestergaard Larsen og Jesper Dalsgaard, og præstationen dernede var han fint tilfreds med.

”Det kan lyde lidt underligt, når man lukker tre mål ind, men jeg synes faktisk, det gik fint. Der var lige lidt ved det første mål, hvor Solgaard og jeg stødte sammen, som gav angriberen chancen, men det var så også en afslutning, som Mads burde have taget – og det må du meget gerne citere mig for,” siger han med et stort smil.

På søndag gælder det så en meget svær kamp på Sjælland, hvor AB venter. Det sjællandske mandskab ligger nummer to i puljen og er stadig ubesejret i sæsonen, hvor man også har vundet sine tre første hjemmebanekampe. Derfor forventer Kasper Møller Thomsen også en svær kamp.

”Det siger sig selv, at det bliver en utrolig svær kamp, for AB er nok et af puljens stærkeste hold. Men det betyder også, at vi kan spille frigjort, for der er ingen tvivl om, at de er store favoritter. Vi skal sørge for at stå kompakt i defensiven, og så må vi tage den derfra. Og så kan man selvfølgelig også sige, at hvis der var noget sted, hvor vi skulle levere en overraskelse, så skulle det jo næsten være i AB, og det vil vi selvfølgelig gå efter,” siger Kasper Møller Thomsen til slut.

Har man ikke tænkt sig at tage den lange tur til AB, så kan kampen naturligvis også følges på Facebook, via Radio Max eller ses live på Ekstra Bladet+ ved dette link: https://ekstrabladet.dk/plus/tv/play/sport/anden-division/article7715699.ece.

Kickoff er søndag klokken 15:00 på Gladsaxe Stadion.