Jules Youmeni prøver lykken i Spanien

Onsdag aften sagde Jules Youmeni farvel og tak til holdkammeraterne i Ringkøbing IF.

Den 22-årige back har besluttet sig for at prøve lykken i Spanien, hvor han har fået kontrakt med Segunda B-klubben CD Calahorra.

- Vi glæder os på Jules' vegne, og vi ønsker ham held og lykke med at forfølge sin drøm om en tilværelse som fuldtidsprofessionel fodboldspiller, siger RIF-sportschef Jens Nielsen.

Jules Youmeni kom til Ringkøbing IF ved årsskiftet fra FC Roskilde, så det blev til ni måneder på den jyske vestkyst - et ophold som Corona-epidemien gjorde sit til at spolere.

- Vi er forholdsvis godt dækket ind på den position, som Jules har dækket hos os, både med unge talenter og mere rutinerede kræfter, så jeg er meget fortrøstningsfuld, lyder det fra Jens Nielsen.

Næste opgave for Ringkøbing IF er på lørdag, hvor RIF-mandskabet på udebane møder fynske Tarup/Paarup klokken 13.00.