Jonas Magnussen stopper i Ringkøbing IF

Der har længe været usikkerhed omkring Jonas Magnussens fremtid i Ringkøbing IF, men nu ligger det helt fast, at den alsidige spiller fortsætter andetsteds. 

Jonas Magnussens bedre halvdel spiller for Brøndby IF’s kvindehold, og derfor har Ringkøbing IF længe vidst, at Jonas Magnussen var på lånt tid i det vestjyske.

Jonas Magnussen nåede halvandet år i Ringkøbing IF, og han beskriver selv tiden i klubben som fantastisk. 

”Min tid i Ringkøbing IF det sidste halvandet år har været helt fantastisk. Det er en speciel klub i forhold til alle de frivillige og den enorme opbakning omkring holdet, som tilskuerne viser til både hjemme- og udekampe. Det er noget, jeg har nydt at været en del af, og det er uden tvivl en klub på vej frem, som bliver spændende at følge i fremtiden,” forklarer Jonas Magnussen. 

Mens det første halve år i klubben blev brugt mest på lazarettet, så har han det sidste års tid været fast starter, og han takker især cheftræner Nicolai Wael for den tillid, han er blevet vist. 

”Jeg har udviklet mig meget i min tid i klubben, og jeg har fået en masse seniorkampe i benene. Derudover er jeg taknemmelig for den store tillid, klubben har vist, og specielt Wael som har været en god træner for mig. Nu ser jeg frem til at prøve noget nyt i nye omgivelser,” siger han. 

Jonas Magnussen nåede 34 kampe i klubben med en enkelt scoring til følge og blev i sidste sæson kåret til årets talent. 

Vi ønsker Jonas alt det bedste fremadrettet.