Jeppe Solgaard er tilbage efter hovedskade og tager et halvt år mere i Ringkøbing IF

Da Ringkøbing IF i sidste weekend spillede sæsonens første træningskamp i Holstebro, så var det med en glædelig nyhed, da Jeppe Solgaard var tilbage i aktion for første gang i over et år.

Venstrebacken har døjet med eftervirkningerne af en hjernerystelse siden sidste kamp i sæsonen 2017/2018, og det har været en lang, hård vej tilbage til banen – og der har faktisk været tvivl, om det overhovedet ville blive til et comeback.

”Det sidste år har helt bestemt været hårdt i og med, at man efter sommerferien kun kunne se på, at holdkammeraterne trænede og spillede kampe. Det var i en periode også tvivlsom, om jeg kunne få lov til at fortsætte med at spille fodbold, hvilket selvfølgelig også var hårdt. Heldigvis fik jeg grønt lys til, at jeg kunne begynde at træne lidt med på banen, hvilket har gjort det sidste halve år lidt nemmere,” lyder det fra Jeppe Solgaard.

Og eftersom Jeppe Solgaard er klar til comeback på banen, så er han også klar til at tørne ud for Ringkøbing IF. Dette har dog heller ikke været helt sikkert, da forsvarsspilleren skal studere i Aarhus fra september, men han har dog valgt at tage et halvt år mere i det vestjyske.

”Grunden til, at jeg har valgt at fortsætte et halvt år i Ringkøbing IF, skyldes, at jeg er glad for at være i klubben, og at jeg gerne ville have fornøjelsen af at spille på Green Arena endnu en halvsæson foran vores fantastisk fans. Derudover synes jeg, at truppen samt projektet ser meget spændende ud,” forklarer han.

Et år uden kampe sætter naturligvis også sine spor på kampformen, men han føler dog, at han allerede nu har en del at bidrage med.

”Igennem det sidste halve år har jeg heldigvis kunne løbe og holde mig fysisk i gang, hvilket har gjort, at jeg føler, at jeg er på et nogenlunde fysisk niveau på trods af min lange pause. I forhold til det spillemæssige var der en del udfordringer i starten af året, hvor jeg så småt begyndte at træne med, men efterhånden som man øgede træningsmængden på banen, kom det fodboldmæssige også tilbage. På nuværende tidspunkt føler jeg bestemt, at jeg er klar til at bidrage til holdet i den kommende sæson,” siger Jeppe Solgaard.

Og skulle fansene i Ringkøbing IF have glemt, hvad Jeppe Solgaard står for, så understreger han gerne, hvad han håber på at levere i efteråret.

”Jeg håber på at vise dem, at jeg er kommet stærkt tilbage og forhåbentlig vise, at jeg stadig er garant for en god indsats og en masse løb op og ned af kanten, som inden jeg blev skadet. Derudover håber jeg selvfølgelig, at jeg kan levere en række gode præstationer sammen med resten af holdet,” forklarer Jeppe Solgaard til sidst.

Jeppe Solgaard fik som nævnt comeback i sidste weekend, og her på lørdag får han igen muligheden for at få nogle værdifulde minutter i benene, når Ringkøbing IF tager imod Danmarksserie-mandskabet Varde IF.

Det opgør fløjtes i gang klokken 12:00 i Ringkøbing.