Jens Nielsen stopper i Ringkøbing IF

Når 2020 bliver til 2021, forandrer Ringkøbing IF sig.

Til den tid vil Jens Nielsen nemlig ikke længere være en del af klubben, som han ellers har været i sammenlagt 19 år.

Midt i 90’erne som cheftræner i fem år, og i 2006 vendte han tilbage til klubben i samme rolle, mens han de seneste syv år har fungeret som sportschef.

- Det er ikke en beslutning taget over natten. Ringkøbing IF betyder, og har altid betydet, rigtig meget for mig, så min beslutning krævede nøje overvejelser med afsæt i et ønske om at prioritere min tid anderledes, siger Jens Nielsen.

Op til sommerpausen 2020 var der senest tilløb til et stop, men med en nedrykning fra 2. division, ny cheftræner, og andre ukendte faktorer, mente Jens Nielsen ikke, at tidspunktet var det rette.

- Der kommer altid et tidspunkt, hvor der er brug for at trække en streg i sandet, og det sker for mig nu. Det sker på et tidspunkt, hvor klubben er i rigtig god form såvel sportsligt som ledelsesmæssigt, og det har hele tiden været en prioritet for mig, fortæller han.

Jens Nielsen har om nogen været manden bag Ringkøbing IF’s udvikling fra serieklub til det nuværende niveau, hvor rammerne i og omkring klubben er på et langt højere niveau, end tilfældet er hos sammenlignelige klubber, og derfor ærgrer sportschefens afgang også formand Peder Sørensen.

- Det gør det bestemt, men jeg har også både forståelse og respekt for Jens’ beslutning. Han har været en nøgleperson i Ringkøbing IF og klubbens udvikling de seneste mange år, men fin som han er, har han længe fortalt ledelsen om sine overvejelser, siger Peder Sørensen.

Når Jens Nielsen kigger tilbage på sine mange år i Ringkøbing IF, ser han både op- og nedture, men den generelle og overordnede klang er særdeles positiv.

- Jamen, det er den da. Løbende har vi udviklet klubben, og det gjorde det muligt at løfte os sportsligt hen over tid. Nu er vi et sted, hvor der er dygtige mennesker på alle nøglepositioner, både på og uden for banen, og der findes en stor skare af stærke, frivillige kræfter. Det giver mig ro i maven med tanke på fremtidens Ringkøbing IF.

Han har passet sit arbejde hos Ringkøbing IF ved siden af sit fuldtidsjob som uddannelsesvejleder hos Ringkøbing-Skjern Kommune, men nu skal timerne ved siden af jobbet bruges anderledes.

- Måske skal vi ikke skrive så meget om det, for så vælter det garanteret ind med praktiske opgaver fra vores store børn, der har egne lejligheder, siger Jens Nielsen grinende.

En mand som har været førstestyrmand på turen fra klassisk serieklub til de mere professionelle og ambitiøse tilstande, der i dag udgør hverdagen på og ved Green Arena.

Med håbet om flere gensyn i de kommende år – tusind tak for alt – og hele Ringkøbing IF ønsker det bedste for dig og din familie i fremtiden.