Det handler om at give lidt tilbage

Det hele begyndte på Kings Road.

Fodbold med kammeraterne, som han også overværede førsteholdets kampe med, og der blev også spillet indendørs fodbold i Vesterhavshallen, hvor en flink halinspektør og de mange frivillige lod de boldglade, unge mennesker fra Ringkøbing folde sig ud i det omfang, det var muligt på dage med kampe og stævner.

Benny Bundsgaard var en del af flokken, og selv om basen i en årrække har været København, er kærligheden til Ringkøbing fortsat stor, hvorfor han heller ikke havde brug for betænkningstid, da han så tiltaget med RIF Hjerteklub.

- Jeg meldte mig ind med det samme, og for mig handler det om at give lidt tilbage til en klub, som betød alverden for os knægte i så mange år, siger Benny Bundsgaard.

Han var en del af en talentfuld årgang 65, som havde evner såvel på fodboldbanen som i håndboldhallen, og i juniortiden blev det tid til et svært valg.

- Vi blev bedt om at vælge, for det var ikke muligt at passe begge ting, og jeg var én af dem, som valgte håndbold, fortæller Benny Bundsgaard, hvilket hurtigt viste sig at være en god idé.

Der kom blandt andet et jysk mesterskab ud af det, og senere fik han en fin karriere hos Nørlem-Nørre Nissum, Aalborg og Lyngby HK.

- Jeg kan huske, at det sociale liv i RIF fik et kæmpe boost med flytningen til Fasers Led, og vi oplevede magiske stunder, når vi sad i baren på førstesalen, mens resultaterne fra RIF-hold på udebane blev ringet ind.

Via Aalborg og Århus havnede Benny Bundsgaard i København, hvor trådene til Ringkøbing dog ikke lod sig rive over.

- Med et håndboldhold af flere gamle RIF'ere vandt vi DM i Dansk Arbejderidræt, og gennemsnitshøjden på holdet var 195 centimeter, hvilket ofte kastede spørgsmål af sig rundt i de københavnske haller: Hvor er I fra? Så svarede vi jo bare Ringkøbing, fortæller Benny Bundsgaard grinende, inden han tilføjer, at mandskabet, trods den københavnske base, spillede med Intersport Ringkøbing på brystet af trøjerne.

En petanqueklub med gamle RIF'ere har ligeledes fyldt i hans liv, i dag er det padel-tennis, som han ligeledes spiller med tidligere RIF'ere.

- Det var jo det, der skete i de år - venskaber for livet blev skabt - og RIF Hjerteklub er en rigtig god idé i forhold til at genopfriske og dyrke disse venskaber i endnu højere grad, siger Benny Bundsgaard, som nævner tjansen som bolddreng på Kings Road som et stort højdepunkt i de yngre års fodboldkarriere.

- Men det var det altså også, da speedwaystjernen Ole Olsen en dag kom forbi Kings Road for at give en lille opvisning. Vi var smurt ind i det sorte fra cindersbanen, husker Benny Bundsgaard om et af talrige minder fra tiden i Ringkøbing IF - noget som med RIF Hjerteklub nu har et fundament, der kaster flere gode minder af sig. På en bund af gamle røverhistorier, som kun bliver bedre og mere farverige år for år.