Jacob Sandal stopper i Ringkøbing IF

Når truppen i Ringkøbing IF møder ind efter juleferien, bliver det desværre uden Jacob Sandal, der har valgt at stoppe i klubben og skifte hjem til barndomsklubben Ølstrup GIF.

Jacob Sandal har spillet 140 kampe for Ringkøbing IF, men i efteråret er de fleste kampe startet på udskiftningsbænken for offensivspilleren, og det er også grunden til skiftet vær fra Ringkøbing IF, der ellers har budt på mange gode minder.

”Den primære grund til, at jeg skifter væk fra Ringkøbing IF nu, er manglende spilletid. Jeg kan dog se tilbage på mange gode minder helt tilbage som U15 med Ole Jensen som træner, hvor vi havde et rigtig stærkt hold. Det bedste minde fra seniortiden må være oprykning til 2. Division, og kampen mod Tarup-Paarup hvor jeg scorer til 1-0 efter et minut på banen,” lyder det fra Jacob Sandal, der også sender en stor tak til de mange frivillige i klubben samt fansene.

”Jeg vil gerne sige tak til alle frivillige, som gør en stor indsats i klubben og altid har sørget for, at vi har haft nogle gode forhold. Til fansene vil jeg også gerne sige tak. De har altid været meget positive over for mig og har været med til at skabe en god stemning til kampene,” siger Jacob Sandal.

I Ringkøbing IF er cheftræner Nicolai Wael ærgerlig over ikke at råde over Jacob Sandal i det nye år, men han har forståelse for offensivspillerens valg.

”Vi har været utrolig glade for at have Sandal på holdet. Han har været en stor del af vores succes, og det bevidner hans 140 kampe også om. Han har været med til at udvikle holdet og træningsmiljøet i klubben. På det seneste har han dog været lidt inde og ude af holdet, og når man ikke får den spilletid, man ønsker, så er det naturligt, at man gerne vil prøve noget nyt. Vi er kede af, at vi skal sige farvel til Sandal, men vi ønsker ham alt det bedste fremadrettet,” fortæller cheftræner Nicolai Wael.

Også sportschef Jens Nielsen er ked af at sige farvel til Jacob Sandal, men han forsikrer, at nye spillere er på vej, og de kommer både fra klubbens egen talentafdeling og udefra.

”Vi har fuld forståelse for Sandals beslutning om at prøve noget nyt, men vi er selvfølgelig ærgerlig over at sige farvel til en af klubbens egne talenter. Det er en livsvigtig del af Ringkøbing IF, og derfor er vi også stolte over, at mere end 35% af klubbens spilletid er gået til egne talenter, og der er flere på spring fra Serie 1 og U19. Derudover er vi også i gang med forhandlinger med flere forstærkninger, så vi står med et knivskarpt hold til foråret,” lyder det fra sportschefen.

I sine 140 kampe nåede Jacob Sandal 17 scoringer, og du kan se en masse fotos fra hans tid i Ringkøbing her.

Vil du gerne se mere omkring Ringkøbing IF’s brug af egenudviklede spillere, så kan dette ses lige her.