I dag skal den lille kæmpe i baggrunden hyldes

Vesterhavet gør ikke meget væsen af sig – det passer bare sine hestehuller og bølgeskvulp.

Sådan har det været i millioner af år, men Vesterhavet forventer ikke, at der af den grund arrangeres en reception på rådhuset, hvor der serveres kransekage, champagne og holdes fine taler.

Det er lidt lige som Henning Bro.

Når man kontakter den ældste søn fra landejendommen i Rindum, er han tøvende over for at bringe sig selv i centrum, men omvendt er han en venlig mand, som har forståelse for, at en 70-års fødselsdag tiltrækker sig opmærksomhed.

I dette tilfælde især fordi fødselaren indledte med frivilligt arbejde i 1968, en stor del af årene hos Ringkøbing IF, så derfor undgår Henning Bro selvfølgelig ikke fokus, når revisoren i dag fylder 70 år.

Han voksede op som den ældste af to brødre på en landejendom, hvor sport ikke var det største tema, men unge Henning fandt alligevel interesse for både fodbold og håndbold.

Da han i ottende klasse skiftede til Ringkøbing Skole, var det samtidig begyndelsen på den aktive karriere som fodbold- og håndboldspiller i Ringkøbing IF, hvor han både på fodbold- og håndboldbanen spillede højre fløj.

- Det var lidt svært at passe begge dele, fordi træningen ofte lappede ind over hinanden, men det lykkedes, indtil håndbolden flyttede til Rindum, fortæller Henning Bro.

I håndbold blev det til kampe i 3. division, og Henning Bro erkender, at han nok havde flest kompetencer på håndboldbanen, hvor han med venstrehånden scorede masser af mål fra højre fløj, mens han på fodboldbanen var forud for sin tid, da han sparkede godt med begge ben.

Det frivillige arbejde begyndte han med allerede som 16-årig, da han meldte sig til opstilling, servering og lignende i forbindelse med Fjordfesten.

- Det faldt mig meget naturligt at hjælpe, så der lå ikke dybere og strategiske tanker bag, slår Henning Bro.

Det rimer meget fint på fødselaren som menneske, for han er det modsatte af store armbevægelser, og sådan har det altid været.

- Som dreng var jeg nok sådan, som jeg også er i dag, siger Henning Bro og holder en lille kunstpause, inden han tilføjer:

- Sådan lidt tilbageholdende.

Han har det bedst i baggrunden, hvorfra han passer sine ting – uanset om det handler om arbejdet som revisor, det frivillige arbejde eller familien, og Ringkøbing IF har nydt godt af det over en periode på næsten fem årtier.

I 1973 trådte Henning Bro stilfærdigt ind i bestyrelsen første gang, og her sad han et par år, indtil soldatertiden tvang ham væk fra den jyske vestkyst.

I 1982 vendte han tilbage, og han blev straks udnævnt til kasserer i Ringkøbing IF – en rolle han loyalt og disciplineret udfyldte i 22 år.

- Så var jeg lige ude lidt, men i 2007 ringede klubben igen, husker Henning Bro, og han har heller ikke glemt, hvad opkaldet handlede om:

- De manglede en formand.

Han har lettere ved at sige ja end nej, så fra 2007 til 2017 tog han sig af formandsposten, indtil han i 2017 vendte tilbage til rollen som kasserer.

- I dag er jeg stadig kasserer, men nu er det hos Ringkøbing Elite, mens unge Katrine Beltoft har overtaget rollen som kasserer i Ringkøbing IF. Hende hjælper jeg selvfølgelig stadigvæk, indtil hun er 100 procent inde i det hele, siger Henning Bro, som forklarer sin støtte i en enkelt sætning:

- Vi arbejdede sammen, og det var mig, som overtalte hende til at tage kasserer-jobbet.

Henning Bros loyalitet hører ikke kun til i det frivillige arbejde, for som revisor blev det til rundt regnet 50 år i samme virksomhed, trods fusioner og navneændringer.

- Som ung søgte jeg to steder – i Landbobanken og hos en revisor – og det var revisionsfirmaet, som svarede først, så derfor blev jeg revisor, lyder den simple forklaring fra Henning Bro, som aldrig fortrød den udvikling.

Næstformand hos Ringkøbing Elite, Anders Agger, har engang sagt om Henning Bro: Han er ikke ret høj, men han rager op, og det er en meget fin beskrivelse af et menneske, som i hele sit voksenliv har givet tusindvis af frivillige arbejdstimer til det lokalsamfund han har været og fortsat er en del af, og umiddelbart er der ikke udsigt til, at Henning Bro bruger sin runde fødselsdag som undskyldning for at takke af og sætte sig ud på fjorden i en lille båd.

Han er fortsat en særdeles aktiv og højt skattet personlighed i lokalsamfundet, og ord slår ikke til, når mange års frivilligt arbejde skal påskønnes.

Men alligevel …, tak, Henning. Tusind tak. Af hjertet tak.

Vi håber, du i selskab med din dejlige familie får en uforglemmelig dag, hvor du må leve med, at det faktisk handler om dig.

Stort tillykke med fødselsdagen.

 

Fakta Henning Bro

 

Ringkøbing IF

1973-1975: Bestyrelsesmedlem

1982-2004: Kasserer

2007-2017: Formand

2017-2019: Kasserer

2015: Udnævnt som æresmedlem i RIF

Siden 2019: Kasserer Ringkøbing Elite

Fjordfesten

1968-1986: Frivillig hjælper

1987-2009: Kasserer

Rock i Ringkøbing

Siden 2009: Kasserer

Vesterhavshallen

2000-2018: Bestyrelsesmedlem (fire år som formand)

2000: Modtager af JBU’s sølvnål

2009: Modtager af Nordea Fondens Initiativpris

2010: Modtager af JBU’s hæderstegn

2010: Modtager af Ringkjøbing Landbobanks En Gjæw Vestjyde