Hancock Bryggerierne bliver ny supersponsor i Ringkøbing IF

Ringkøbing IF er glade for at kunne meddele, at fra den 1. oktober bliver Hancock Bryggerierne ny supersponsor i klubben.

Hancock Bryggerierne blev stiftet i 1876 i Skive – hvor de stadig ligger – og har en bred vifte af specialøl, fadøl og selvfølgelig den danmarksberømte Sport Cola.

Hos Hancock Bryggerierne er man glade for at komme ind i Ringkøbing IF, hvor man håber på at få åbnet døren til et nyt marked.

”Området omkring Ringkøbing er måske ikke der, vi har været bedst repræsenteret tidligere, men vi har netop åbnet et depot i Lem, hvor vi har en lokal mand til at stå for udbredelsen af Hancock, og sammen med vores sponsorat i Ringkøbing IF, så håber vi, at vi kan sparke døren op til et nyt område, der bliver glade for vores produkter,” forklarer Henrik Nielsen fra Hancock Bryggerierne, som forklarer virksomheden som en, der ikke springer over, hvor gærdet er lavest.

”Vi går meget op i at gøre tingene som i gamle dage, så man får det bedste produkt. Smag vil altid være subjektivt, men man skal kunne smage forskel på øllene, og det kan man hos os, hvor vi ikke springer over, hvor gærdet er lavest, for vores produkter er lavet på den rigtige måde,” forklarer han.

I Ringkøbing IF er man utrolig glade for at få Hancock Bryggerierne ind i folden, da de samtidig også har tænkt sig at være aktive omkring sit sponsorat.

”Vi er stolte over at have fået Hancock Bryggerierne ind i vores netværk. Udover at de har et fremragende produkt, så er det en virksomhed, der gerne vil være synlige og aktive med sit sponsorat, og derfor kommer vi blandt andet også til at lave en fanzone sammen med dem, og der kommer til at være aktiviteter og konkurrencer til alle vores hjemmebanekampe, hvor vi gerne vil have flere tilskuere på stadion, som får en fantastisk totaloplevelse,” lyder det fra en tilfreds sponsor- og eventschef i Ringkøbing IF, Lars Bræmer.

Og netop det aktive sponsorat har også været meget vigtigt for Hancock Bryggerierne.

”Det gør det interessant, at vi kan være meget aktive omkring kampene. Vi er en leverandør, de steder vi er sponsor, og sker der meget omkring kampene, så skulle vores omsætning også gerne stige. Man skal gå ind i sådan et samarbejde 100 %, og det gør vi med vores mand i Lem, som er ude til alle Ringkøbing IF’s kampe, så det er en helt perfekt aftale,” lyder det fra Henrik Nielsen.