Håneretten i familien er på spil

- Kan du ikke bare skrive, at vi sætter vores pres ind mod deres højre forsvarsside, fordi det er et svagt punkt hos Varde-mandskabet?

Dennis Juelsgård griner højt, og der er masser af glimt i øjet hos RIF-spilleren, som hentyder til, at Nicolaj Andreasen spiller netop dén position hos sydvestjyderne.

Sidstnævnte er lillebror til Dennis Juelsgårds kæreste Pernille, som selv har en mangeårig fortid som førsteholdsspiller hos Varde IF, så der er bagt op til lidt af et familie-drama lørdag eftermiddag, når Ringkøbing IF gæster Varde IF i danmarksserien.

Efter kampen skal Dennis Juelsgård endda samles med svigerfamilien, og det vil ikke gøre noget at have håneretten med under armen til den sammenkomst, men han erkender, at der venter en vanskelig opgave for gæsterne på Sydbank Stadion i Varde.

  - De har fået en del unge spillere ind på holdet, men de råder også over masser af rutine. Varde IF har de seneste år spillet med i toppen af danmarksserien, så der venter os utvivlsomt et møde med et godt fodboldhold, siger Dennis Juelsgård.

Han fik dog sammen med resten af Ringkøbing-spillerne en god oplevelse som optakt til kampen i Varde, da præstationen mod Vendsyssel FF i pokalturneringen i tirsdags var godkendt trods et nederlag på 2-0.

- Stammen på Varde-holdet rummer masser af rutine, og de spiller meget direkte. Det er to hold, som kender hinanden indgående, så jeg forventer ikke, der kommer de store overraskelser.

Dennis Juelsgård havde mod Vendsyssel FF et langskudsforsøg på oversiden af trekantsammenføjningen, og den skudstærke RIF-spiller vil sikkert gerne stå for en scoring eller to i et opgør, hvor der står mere end tre point på spil for ham.

- For os handler det blandt andet om at være stærke i omstillingsspillet, og så tror jeg også på, at vi kan true dem på vores standardsituationer, siger Dennis Juelsgård, som lørdag eftermiddag klokken cirka 16.45 ved, om han lørdag aften skal krybe langs panelerne til familie-sammenkomsten, eller om han overlader den rolle til højre forsvarsside hos Varde IF.