Fremtiden i fokus i Kjellerup

Onsdag aften er RIF-mandskabet nået til næstsidste spillerunde i sæsonen, og det gælder en udekamp mod Kjellerup IF.

En hård opgave, siger cheftræner Claus Christiansen, som derfor også glæder sig over, at RIF-mandskabet med den overbevisende sejr over Tjørring IF har sikret sig eksistensen i danmarksserien.

- Jeg tror faktisk, at det bliver vores sværeste kamp i nedrykningsspillet, siger Claus Christiansen inden mødet med Kjellerup IF.

Til den ser han bort fra flere normale startere, da Lennard Lauridsen, Klaus Moesgaard, Tobias Plauborg Jensen samt Johan Søndergaard Larsen alle sidder over, men det giver til gengæld andre mulighed for at vise sig frem.

- Der er flere spillere, som har gjort det godt på andetholdet, og dem ser vi nu an på et lidt højere niveau. Det er rart, at vi har roen til det mod et rigtig godt fodboldhold, og vi kommer med stor selvtillid efter kampen mod Tjørring IF.

I den kamp glædede han sig ikke mindst over den offensive charme hos RIF-spillerne, som spillede mere frigjort end længe.

- Det skal vi have modet til igen, for det handler om at spille os ud af det første pres, da det åbner fine muligheder den modsatte vej. Jeg håber, det frigiver masser af energi, at vi ikke skal spille med kniven for struben, siger Claus Christiansen, der har udtaget følgende trup:

Simon Brogaard, Brian Andersen, Mads Dahl, Casper Jessen, Anders Vesterbæk, Silas Leinum, Anders Vestergaard Larsen, Zacharias Sørensen, Kristian Bilberg, Andreas Lauridsen, Magnus Ulrich, Mikkel Kjeldstrup, Lauge Olesen, Magnus Merrild og Mikkel Holk.

Opgøret på XL-BYG Arena i Kjellerup fløjtes i gang klokken 19.00.