Flot resultat var tæt på at blive endnu flottere

Mange af de faste startere på RIF-mandskabet fik onsdag aften en pause, da Kjellerup IF var vært, men det hindrede ikke gæsterne fra at tage hjem med et enkelt point.

2-2 endte det på XL-BYG Arena, RIF-spillerne var kun få minutter fra at tage alle tre point med sig hjem.

- Det havde nu ikke været fortjent, men det var selvfølgelig ærgerligt, at de først udlignede tæt på slutfløjtet, sagde RIF-cheftræner Claus Christiansen.

87 minutter var der spillet, da et godt spillende Kjellerup-mandskab fik udbytte efter længere tids pres, og Claus Christiansen erkender, at gæsterne var under pres efter Mikkel Holks fremragende føringsmål til 2-1.

- Vi mødte et dygtigt fodboldhold, og vi fik aldrig lov at komme ud af deres pres i den sidste del af kampen. Vi kom bagud 1-0, men Lauge Olesen udlignede inden pausen, hvor vi havde en god periode.