Fantastisk dag da FC Midtjylland-spillere trænede unge RIF'er.

Det hele spillede, som det skulle, da omkring 60 unge spillere fra Ringkøbing IF, Rindum SU og Velling UIF i går blev trænet af fire spillere fra FC Midtjylland – heriblandt Erik Sviatchenko og Mikael Anderson – samt tre 2. Divisionsspillere fra Ringkøbing IF.

Samtlige spillere – både de unge og de store der trænede dem – var skarpe og virkede til at nyde en dag i hinandens selskab, og der var godt humør hele vejen igennem, hvor leg og træning blev kombineret på en rigtig god måde.

Thomas Bjørnsgaard, der er Ringkøbing IF’s FC Midtjylland klubrepræsentant havde stået for forberedelserne til dagen, og han var godt tilfreds med, hvordan den forløb.

”Jeg synes, det hele klappede som det skulle. Vi havde selv tre 2. Divisionsspillere med, som gjorde det virkelig godt og var gode til at ’lege med’. FC Midtjylland kom med to spillere fra Superligaen og to fra akademiet, og de var alle rigtig motiverede og gav børnene en dag, de nok aldrig glemmer, så det var alt i alt en helt perfekt dag,” fortæller han.

Træningen varede halvanden time, og efter den var der god mulighed for at få autografer fra FC Midtjylland-spillerne, der også glædeligt stillede op til et billede med de mange børn.

Ringkøbing IF’s frivillige fotograf, Henrik Olesen, var til stede da det hele udfoldede sig, og skulle man have misset billederne fra den herlige dag, så kan du finde dem lige her: https://photos.app.goo.gl/6ok1CfpaW8MDVj2bA.

Endnu engang stort tak til de fire FC Midtjylland-spillere for en rigtig god dag.