En teknisk vestjyde fortsætter hos RIF

Umiddelbart tænker mange måske, at fodboldspillere opfostret i Hvide Sande er gjort af noget solidt og vindblæst.

Fysisk stærke spillere, som nok ved, hvordan en nærkamp skal håndteres, men det er en fordom.

Beviset hedder Andreas Lauridsen, 21-årig offensivspiller med teknisk finesse og et lavt tyngdepunkt, som giver modstanderne kvalme, og efter sommerferien er han fortsat at finde i RIF.

Godt nok indleder han efter sommerferien et HA-studie i Århus, men fodboldkarrieren fortsætter på den jyske vestkyst, og han bliver dermed en del af Århus-bilen, hvor Mikkel Holk og Lauge Olesen allerede er med.

- Det gør jeg, fordi det er det rigtige for mig. Jeg holder meget af at være RIF, som er en klub med fine faciliteter, en god træner og mange frivillige, som leverer fantastisk arbejde, siger Andreas Lauridsen.

Han ser frem til at fortsætte udviklingen fra denne sæson, hvor mange unge spillere gjorde deres entré i klubbens bedste trup, og det ønsker han at være en del af.

- I RIF er balancen mellem det professionelle og det sociale helt perfekt, og det tegner til, at vi får en rigtig stærk trup til den kommende sæson. Det er jo lige før, at os på 21-22 år er de rutinerede, og jeg er dybt imponeret over de helt unge, som har gjort det godt.

At han nu får sin base i Århus betyder ikke, at han nødvendigvis siger definitivt farvel til Vestjylland, for Andreas Lauridsen kan sagtens se sig selv i Vestjylland i fremtiden.

- Nu må vi se. Jeg har ikke et brændende behov for at komme væk fra det vestjyske, men nu prøver jeg det her, og så må tiden vise, hvad der sker i fremtiden. Jeg har dog ingen problemer med at sig mig selv i Vestjylland på den lange bane.

I denne sæson var der måske lidt vaklen i efteråret, men i foråret har RIF-mandskabet virkelig vist mange glimt på det potentiale, mandskabet rummer.

- Forståelsen mellem os spillere er bedre, og det giver en helt anden forbindelse mellem os. Det skal vi bygge videre på, og vi kan gøre det med et unikt sammenhold i truppen, og en fuldstændig fantastisk opbakning. Det er svært at sige, hvad det er, der gør RIF så speciel på den positive måde - men speciel er klubben, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af den, siger den vævre RIF-spiller.

Sådan har sportschef Nicolai Wael det også - han priser sig lykkelig over, at endnu en profil vælger RIF til.

- Lau er en fremragende fodboldspiller, som vi glæder os til at se udvikle sig yderligere i RIF-trøjen. Han har evnerne til at være kampafgørende, og ikke mindst i foråret har han sat sit tydelige aftryk, siger Nicolai Wael.

I det hele taget betyder det meget for sportschefen og klubben, at så mange lokale spillere fortsætter i klubben, selv om studier trækker dem væk fra området.

- Det viser, at spillerne vil os lige så meget, som vi vil dem, og den nuance skal man ikke undervurdere. Vi arbejder på at bygge en stærk trup med lokale spillere som kernen, og i den proces er Andreas Lauridsen en meget vigtig spiller for os, siger RIF-sportschefen.