Ejner Hessel er nyeste medlem af RIF-familien

Vi er glade for at kunne meddele, at Ejner Hessel Ringkøbing er nyeste medlem af Ringkøbing IF-familien, hvor virksomheden de kommende sæsoner vil være bronzesponsor.

Ejner Hessel Ringkøbing, der har adresse på Birkmosevej 14, sælger både person- og varebiler fra Renault og Dacia, ligesom man også sælger Mercedes-Benz varebiler, og på kontoret sidder blandt også en tidligere Ringkøbing IF-spiller i form af Kasper Wolfram Lauridsen.

Her står han for salget af personbiler, mens kollegaen Kristian B. Møller tager sig af salget af varebiler, og den tidligere RIF-spiller er glad for at kunne bidrage til klubben på en ny front.

”Jeg har selvfølgelig været vant til at hjælpe holdet inde på banen, men efter mit stop er det da rigtig rart, at man kan gøre det på en anden måde. Jeg kender Ringkøbing IF ind og ud, så jeg ved også, at klubbens erhvervsnetværk er et rigtig godt sted at være, og allerede nu kan vi da også afsløre, at nogle af vores biler kan ses foran Green Arena på nogle kampdage, og det glæder vi os meget til,” lyder det fra Kasper Wolfram Lauridsen.

I Ringkøbing IF er man naturligvis også glade for at kunne ønske Ejner Hessel Ringkøbing velkommen ind i klubbens netværk.

”Vi er selvfølgelig glade for at kunne byde Ejner Hessel Ringkøbing ind i folden. Vi kender selvfølgelig både Ejner Hessel og Kasper Lauridsen rigtig godt, og vi ved, at de kommer til at passe godt ind i RIF-familien, og vi glæder os til et langt og godt samarbejde med dem, som helt sikkert vil være givtigt for begge parter,” fortæller sponsor- og eventschef i Ringkøbing IF, Lars Bræmer.