Dejlig aften på Dejbjerglund Efterskole

Onsdag vekslede Ringkøbing IF's bedste spillere træningen ved Green Arena til en kort udflugt mod syd.

Her ventede imødekommende og venlige værter på Dejbjerglund Efterskole sammen med en nyanlagt kunstgræsbane, hvor gæsterne skulle møde et hold af tidligere og nuværende elever - forstærket med et par RIF-spillere.

 - Det var en fantastisk dejlig aften, hvor vi ved selvsyn fik lov til at se de fine forhold, der er på og omkring skolen, siger Claus Christiansen.

RIF-cheftræneren stod også på sidelinjen til en kamp på to gange 30 minutter, hvor RIF-mandskabet endte med at vinde 3-0 på scoringer af Mikkel Holk og to gange Christian Pinholt, og det var fin opladning til lørdagens udekamp i danmarksserien mod Marienlyst, hvor der ligeledes spilles på kunstgræs.

- Det var en meget fin bane, og i det hele taget har de flotte forhold derude. Vi følte os meget velkommen, og der var arrangeret spisning efterfølgende, hvor der var taler. Det var en helt igennem dejlig aften, fortæller Claus Christiansen.

Torsdag træner truppen som vanligt ved Green Arena, og så gælder det en vanskelig udekamp lørdag eftermiddag, hvor topholdet Marienlyst nok ikke udviser samme gæstfrihed som Dejbjerglund Efterskole.