De lokale spilleres efterår i Ringkøbing IF

Efterårssæsonen er officielt færdig for Ringkøbing IF, der godt nok stadig træner indtil slutningen af november, men der er ikke flere kampe på programmet. 

Derfor er det også muligt at gøre status på et af de vigtigste områder i Ringkøbing IF, hvilket er brugen af de lokale spillere. 

For resultaterne har her i efteråret været rigtig gode på flere niveauer for klubben. 

2. Division har bidt sig fast i top 6, hvor man i årets sidste kamp besejrede Dalum IF med 4-2, og dermed slog et hul på seks point ned til netop Dalum IF på 7. pladsen, og spillere og trænere kan dermed gå på vinterferie med en god mavefornemmelse. 

I den 4-2 sejr kunne vi samtidig konstatere, at otte af de 14 spillere, der kom på banen, havde spillet ungdomsfodbold i klubben, og det må siges at være fremragende, at vi med et så lokalt hold kan skabe så flotte resultater i landets tredjebedste række. 

For det var ikke kun i det opgør, at de lokale spillere fik spilletid. I de 17 kampe, som Ringkøbing IF har spillet i dette efterår, er 43,80 procent af alle spilleminutter gået til egenproducerede spillere. Hele 12 egenproducerede spillere har fået spilletid og fire af dem har endda spillet mere end 1000 minutter samlet på 2. Divisionsmandskabet. I kan se alle tallene via dette link: http://www.ringkobingfodbold.dk/partner-info/partner-til-partner/lokale-spilleminutter. 

Det er vi rigtige stolte af, og vi må tage hatten af for det arbejde, som mange forskellige ungdomstrænere har en andel i, og samtidig skal der lyde en stor ros til Nicolai Wael og resten af trænerteamet, for at give dem chancen på seniorniveau.

For det er ikke kun 2. Division, der har nydt godt af de egenproducerede spillere. Serie 1 er nemlig blevet opgraderet til Jyllandsserien efter et fremragende efterår, og her var stammen også udgjort af flere spillere, der havde spillet ungdomsfodbold i klubben. 

Til sidst kan det også nævnes, at U19 i weekenden sikrede sig en placering som nummer to i Liga 1, hvilket er det højeste niveau, de kan spille på. Så fremtiden ser altså rigtig lys ud for Ringkøbing IF, og en stor del af grunden til det er altså klubbens lokale spillere.