Claus Christiansen: Vi savnede fysisk og mentalt overskud

For første gang stod Claus Christiansen onsdag aften på sidelinjen i Ringkøbing IF, men han fik ikke en sejr i velkomstgave, da Skovshoved IF vandt det vigtige bundopgør i 2. division med 2-1.

Det betyder, at RIF-mandskabet nu har fem point op til Slagelse på den rigtige side af nedrykningsstregen, og netop Slagelse er modstanderen i den kommende runde.

- I dag døde vi lidt for hurtigt. Vi savnede overskud mentalt og fysisk, og så manglede vi kvalitet i afgørende sekvenser. Det er klart, at spillerne er ramte efter en lang periode uden ret mange sejre, og det var synligt mod Skovshoved, sagde Claus Christiansen efter nederlaget foran 414 tilskuere på Green Arena.

Han valgte at sende et mandskab på banen med fokus på defensiv kompakthed samt enkelhed i det offensive spil, og det så fornuftigt ud inden pausen.
- Generelt gav vi ikke Skovshoved muligheder for at spille i vores bagrum, hvilket var vigtigt, og så var det meget bevidst, at vi spillede lidt primitivt for at presse spillet fremad uden at blive ramt af de omstillinger, som Skovshoved-spillerne er så gode til, sagde RIF-cheftræneren.  

Resultaterne i bunden af nedrykningsspillet gjorde dog, at Ringkøbing IF efter tre nederlag i træk fortsat har mulighed for overlevelse.
Der er tre kampe tilbage, og der er fem point op til Slagelse på den lune side af nedrykningsstregen - næste opgave for RIF-spillerne er en udebanetur til netop Slagelse.
- Vi har fået en ekstra chance, og som jeg sagde til spillerne, går vi naturligvis efter den, men vi skal finde noget ekstra energi, sagde Claus Christiansen, som blandt andre roste Dennis Juulsgård for et fint indhop efter en lang skadespause.