Akademikerne venter på Djævleøen

På søndag drager Ringkøbing IF ud på sæsonens første tur til Sjælland, og det kunne nærmest ikke blive meget sværere, end det umiddelbart ser ud til at blive.

For AB har nemlig fået en fantastisk start på livet i den vestlige 2. Divisionspulje, hvor holdet fortsat er ubesejret efter otte kampe, der har kastet fem sejre og tre uafgjorte af sig.

Det efterlader holdet på en andenplads i puljen kun overgået af Aarhus Fremad, men når AB har spillet hjemme på Gladsaxe Stadion, så er der ikke nogle hold, der overgår dem.

Her har holdet nemlig spillet tre kampe og vundet dem alle sammen med en målscore på 6-2. Først blev Thisted FC besejret med 3-2, og derefter var det de to fynske klubber Dalum IF og Næsby Boldklub, der brændte fingrene, da AB vandt henholdsvis 1-0 og 2-0.

Af spillere som Ringkøbing IF især skal holde øje med kan nævnes Nichlas Rohde og Yonas Nielsen, der hver især har scoret fire gange i denne sæson. Sidstnævnte stod blandt andet også for en scoring, da Ringkøbing IF tabte 0-3 til AB i Oprykningsspillet i sidste sæson.

Der hersker derfor ingen tvivl om, at der venter en stor udfordring for Ringkøbing IF, når man tager på sit første besøg nogensinde på Gladsaxe Stadion.

Men selvom Ringkøbing IF har fået en hård start på sæsonen, så tager holdet til Sjælland med en lille succesoplevelse i kufferten efter sidste uges 3-3 kamp i Dalum.

Her var man nemlig bagud 1-3 med lidt over ti minutter igen, og hvor man sagtens kunne frygte, at et hold ville falde helt sammen, så viste spillerne en fremragende moral og fik vendt opgøret og hentet et meget stort point med hjem til vestkysten.

Den moral skal holdet tage med til Gladsaxe Stadion, hvor man måske også kan have et par spillere tilbage i kamp. I hvert fald har både Mikkel Kjeldstrup og Gloire Rutikanga trænet med i denne uge, men om det bliver helt klar til opgøret må tiden vise.

Sikkert er det dog, at hverken Dennis Juelsgård, Ragnar Leósson eller Nikolaj Pape Sørensen er med, da de alle stadig er ude med skader.

Heldigvis kan Ringkøbing IF trøste sig med, at ingen spillere er ude med karantæner til opgøret, men tilfældet er dog det samme for AB, hvorfor det kun er skader, der kan forhindre dem i at stille i stærkeste opstilling.

Opgøret imod AB fløjtes i gang søndag klokken 15:00 på Gladsaxe Stadion.

Der er fri entré til kampen, men hvis man ikke har planer om at tage turen til Sjælland, så kan det selvfølgelig følges via Facebook, Radio Max og ses live hos Ekstra Bladet+ med dette link: https://ekstrabladet.dk/plus/tv/play/sport/anden-division/article7715699.ece.