Årets første tur til Sjælland venter i weekenden

På lørdag skal Ringkøbing IF for første gang over Storebæltsbroen, når man skal en tur til Brønshøj i 2. Divisions Oprykningsspil.

Foruden en lang bustur og kampen om de tre point, så venter der også et glædeligt gensyn med Jonas Magnussen, der i vinters skiftede fra Ringkøbing IF til netop Brønshøj Boldklub.

Her har han startet inde samtlige ni kampe i dette forår, men selvom hvepsene – som de yndes at blive kaldt – sluttede øst-gruppen på en tredjeplads, så har resultaterne ikke været prangende efter årsskiftet.

I ni kampe er det nemlig blevet til to sejre, tre uafgjorte og fire nederlag, og især de to seneste kampe har været tunge for sjællænderne, der har været på besøg i Aarhus Fremad og Kolding IF. Første tabte man 0-3 til Aarhus Fremad og i sidste uge blev det så et 0-5 nederlag imod Kolding IF.

Dermed tegner der sig også et billede af, at Brønshøj Boldklub er noget stærkere hjemme på Tingbjerg Idrætspark, end de er på udebane. Og hjemme på Tingbjerg Idrætspark har holdet da også hentet syv sejre, to uafgjorte og kun indkasseret tre nederlag i 12 kampe. I de 12 kampe har holdet desuden scoret hele 30 mål, hvilket svarer til 2,5 per kamp.

Så selvom hvepsene måske er blevet en anelse ramt de sidste to kampe, så er der ingen tvivl om, at der venter Ringkøbing IF en ordentlig mundfuld på den anden side af Storebælt.

For mens Brønshøj Boldklub trods alt hentede en sejr i første runde af Oprykningsspillet, så har Ringkøbing IF som bekendt måtte indkassere tre nederlag i træk.

Skal Ringkøbing IF have point med hjem fra Sjælland, så kræver det, at man bliver skarpere i de to felter, og i Ringkøbing IF’s defensiv bliver der i den grad noget at holde øje med.

For tre spiller fra Brønshøj Boldklub har nemlig allerede scoret et tocifret antal mål i denne sæson. Det drejer sig om Oscar Buch, der har scoret 12 gange, mens Kevin Bechmann Timm og Mads Rønne begge har nettet ti gange.

Ringkøbing IF slipper dog for Mads Rønne, der sammen med Dawda Ngum, må sidde over med karantæne, efter begge spillere modtog et gult kort i sidste uges nederlag i Kolding.

Karantæner er Ringkøbing IF heldigvis forskånet for forud for opgøret, men flere spillere døjer desværre fortsat med skader, og det er derfor uvist, hvordan truppen kommer til at forme sig til opgøret.

Helt sikkert er det dog, at kampen spilles på Tingbjerg Idrætspark klokken 15:00, og at den kan følges på Facebook, via Radio Max og ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/hvepsene1919?id=42153.